Placebo - som at løbe henover en smuk solbeskinnet eng med masser af blomster og fuglekvidren, mens granaterne flyver om ørene på en

af Phillip Seidler
I midt- og sen-90`erne greb Smashing Pumpkins og Placebo det dystopiske og dundrende i start-90`ernes grunge og kombinerede det med Sonic Youths støjrock.
Men mens frontfiguren Billy Corgan opløste Smashing Pumpkins i 2000, fortsætter Placebo.
Med albummet Meds viser Placebo sig fra en mere rolig side, end det var tilfældet med Sleeping with Ghosts-albummet fra 2003.
Meds består nemlig af lutter små stilfærdige sange, som udfolder sig til blomstrende støjrock.
Med Placebo føler man sig som på en løbetur henover en smuk solbeskinnet eng med masser af blomster og fuglekvidren, mens granaterne flyver om ørene på en. Smukt og skræmmende på en gang.

Angsttilstande
Angsttilstande er selve kernen i Placebo (og Smashing Pumpkins).
Især frygten for at være alene i det store moderne maskineri plager bandet. I titelnummeret Meds forholder Placebo sig for eksempel kritisk til det samfund, som isolerer menneskene fra hinanden og affærdiger dem, der ikke kan klare det, som sindssyge.
Det er dog sjældent, at Placebo angriber den herskende orden. Så man kan godt blive lidt træt af al den passive melankoli.
Men rent musikalsk er der masser at komme efter. For under den melodiøse overflade ligger der en uhyggeligt nedstemt bas, tung guitarstøj og indestængt vildskab.

Truende stilhed
Der er noget symfonisk over de enkelte numres opdeling i truende stilhed og afvæbnende støjkompositioner. Brian Molkos lidt ynkelige vokal skærer skingert igennem det hele og skaber et noget nær totalt lydbillede.
Det er virkelig smukt og skræmmende. Derfor er det også yderst glædeligt, at Placebo gæster dette års Roskilde Festival. For hvis der er noget, der er bedre end Placebo på plade, så er det Placebo live.

Placebo: Meds. EMI 2006. www.placeboworld.co.uk