Klaus Haase slutter her sin artikelserie om kulurradikalismens historie. Opgaven må stadig være at skille kommercielle interesser fra kulturelle og opbygge en modfront

af Klaus Haase
Brandes, der gik for at være kulturradikalismens 'fader', løftede via sine forelæsninger om den europæiske litteratur - set i den franske revolutions optik - Danmarks udsyn fra selvtilstrækkelig nationalisme til oplevelsen af at være del af en større verden.
Det gav en ny national selvforståelse. Den tids reaktionære nationalister, de nationalliberale med flere, kaldte ham udansk og 'landsforræder'.
I dag har vi med Dansk Folkeparti, andre centralt placerede politikere og diverse nationalkonservative 'ideologiske' præster, journalister mm. på banen. De giver jævnligt eksempler på deres hysteriske fobi overfor alt, der er 'fremmed' og udenfor 'landsbyens gadekær'.

Muhammed-fornemmelse
Som Brandes dengang blev mistænkeliggjort, bliver der i dag drevet hetz mod forfattere, der kræver en anden tone i indvandrerdebatten.
Eksemplet med Muhammed-tegningerne er udtryk for en fatal mangel på fornemmelse for andre kulturers værdighed - grundet samme provinsialisme, som Brandes kritiserede.
I 1920`erne og 1930`erne kom der rigtig mange kulturaktører på banen.
Disse tidligere omtalte aktører udtrykte en kulturel mangfoldighed. Alt var til debat; Kvindekamp, seksualoplysning, socialrealistisk teater, samfundssatire, revy, billedkunst musik.
Kommunister, socialister, borgerlige, salonkommunister fandt sammen.

Kulturkamp i dag
I 1930`erne jog den socialdemokratiske regering antifascistiske tyske flygtninge tilbage til Nazityskland til kz-lejrene som led i samarbejdspolitikken med naboen sydpå.
I dag jages politiske flygtninge tilbage til totalitære regimer. I 1930`erne blev i nævnte rækkefølge: kommunister, socialister og til sidst progressivt borgerlige forbudt jagtet og interneret.
Dengang var det fascisterne, der startede. Siden hen brød man Grundloven herhjemme ved at forbyde kommunisterne.
I dag bruger man terrorlovene som påskud til at få styr på oppositionen til venstre. Og regeringen udvikler pt. et overvågningssamfund.
I nogle europæiske 'demokratiske' lande vil man endog med Europarådet i ryggen have forbudt kommunisme og kommunistiske symboler.

Tom underholdning
En anden parallel mellem 1930`erne og nu er den måde, underholdningsindustrien og behovet for virkelighedsflugt har udviklet sig.
I bogen 'Idealister' beskriver Scherfig, hvordan mange mennesker søgte til mystik og åndemaneri i forskellige former. I dag er det horoskoper, numerologi, selvrealiseringskurser og andre former for egocentrerede løsninger på livets problemer.
Dengang eksploderede fester, tom underholdning og nydelsessyge i de 'brølende' tyvere og tredivere.
I dag har de elektroniske medier, drukfester, købesex, tom underholdning overtaget. Med DR2 som eneste elektroniske, kulturelle åndehul.

Brug for kulturspejdere
Der er brug for en kulturel enhedsfront! En modkultur til den nuværende. Der er brug for det mod, der skal til at stå frem og skille skidt fra kanel. At skille kommercielle interesser fra kulturelle. Kulturen skal ikke være en vare.
Et godt sted at begynde er at skabe en front af kulturspejdere, som Danmarks eneste røde dagblad er i færd med...