Jeg vil gætte på, at mindst ni ud af ti arbejdsfolk vil sige, at stikkeri er værre end sort arbejde!

af Kjeld Stenum
Jeg vil gætte på, at mindst ni ud af ti arbejdsfolk vil sige, at stikkeri er værre end sort arbejde!
Et typisk moralsk dilemma er, hvis du opdager, at en kollega arbejder sort i sin fritid. Der er ting, der taler for, at du bør melde vedkommende.
Alle vores samfunds velfærdsinstitutioner (hvor få de end efterhånden måtte være) baserer sig jo på, at vi alle betaler den skat, vi er forpligtede til ifølge loven.
På den anden side er staten ikke blot forvalter af demokratisk velfærd; den er også forvalter af klasseundertrykkelse. Mange af de virkeligt store formuer er skattefri, og mange af skattekronerne går til de undertrykkende ting, undertrykte klasser naturligvis er imod. Så vi føler os ikke specielt moralsk forpligtede overfor staten. Og undertrykte har behov for at holde sammen. Vil man bevare sammenholdet, går man i stedet til den kollega, der forsynder sig, og bebrejder ham forsyndelsen. Det andet opfatter vi som stikkeri, og det er moralsk set noget af det værste, man kan gøre. Og her kan vi måle, at begreber som klassefølelse og klassekamp trods politikernes påstande om det modsatte i allerhøjeste grad er levende i vores samfund:
Jeg vil gætte på, at mindst ni ud af ti arbejdsfolk vil sige, at stikkeri er værre end sort arbejde.
Endnu klarere bliver tallene utvivlsomt, hvis vi bevæger os over på det private arbejdsmarked. Vi mener jo alle sammen, at det er forkert at stjæle. Men det er næsten ikke forkert at komme til at tilegne sig en lille smule til hjemmeindustrien fra den mester, der jo dagligt får en del mere hjem på én, end hvad han udbetaler til én i løn.
Eller smutte lidt før tiden og alligevel skrive fuld tid på, eller hvad det nu måtte dreje sig om. Det skal dog holdes indenfor de rimelige grænser, hvor der ikke sker noget ved det. For selvfølgelig er det også forkert overfor de kollegaer, der aldrig gør den slags ting, hvis man provokerer mester til lige pludselig at skrue bissen på overfor alle.
Men selv overfor de groveste syndere (og undertiden er de altså grove) griber man ikke til stikkeri. Og de, der gør, bliver meget hurtigt så uglesete af alle andre og så isolerede, at de skal være temmelig hårdhudede for at forblive i deres job. Altså hvis de opdages. Og det tror de jo ofte der kan undgås. Ellers turde de nok ikke sladre. Men de forregner sig undertiden.
Nu er dette her jo en offentlig spalte. Og jeg skal passe lidt på, hvor direkte jeg skriver nogle ting, hvis jeg ikke vil hænge gode kolleger ud.
Lad mig derfor nøjes med at sige, at det drejer sig om en af ovennævnte slags forsyndelser af den lidt grovere kategori, der var kommet mester for øre. Der var tre indblandet i forsyndelsen, og mester havde overfaldet den ældste af dem, der i det daglige halvvejs fungerede som en slags bajs, og ligefrem truet med både fyring og at gå højere op i firmaet for at få strammet kontrollen med reglerne.
Nu er vedkommende, lad os her kalde ham Oluf, en ordentlig kleppert, der ikke sådan lader sig ryste. Han undgik omhyggeligt at sige hverken ja eller nej til de grove anklager, men ville godt høre, hvor mester dog havde den slags rygter fra. Det ville mester jo selvfølgelig ikke ud med, men svarede med ophidset at råbe, om det var løgn, måske?
Det var det lidt svært at svare på uden at komme til at lyve, og man kunne jo ikke vide, om mester havde et håndfast bevis at ryste ud af ærmet. Så Oluf nøjedes med at sige:
'Vi skal nok finde ud af det!' Så drejede han om på hælen og gik tilbage til sit arbejde. Og dermed sluttede sagen i første omgang. Mester kom ikke med fyresedler. Han havde åbenbart kun ord mod ord at hænge sin hat på.
Nu gik de på pågældende tidspunkt fem sammen, så der kunne kun være tale om to kilder til stikkeriet. Oluf havde sin mistanke til den ene, men man kunne jo ikke være sikker, og han ville ikke hænge nogen ud på falske anklager.
Han vidste godt, at sådan noget er endnu værre end stikkeri, selv om det af og til finder sted. For det kan smadre en uskyldig kollega rent psykisk.
I stedet fortalte han hver af dem en historie. Lad os sige, at den ene fik at vide, at de tre på et tidspunkt, hvor de havde været sendt ud for sig selv for at lave et mindre gulv, havde snydt fra armeringen og var smuttet i lidt god tid. Og at den anden fik at vide, at de havde lavet numre med tilslutningen af et besværligt afløb i forbindelse med den samme støbning. Og så var det bare at vente.
Allerede to dage efter dukkede mester op lige inden middag. Og det var tydeligt på hans attituder, at nu skulle der virkelig falde brænde ned. For allerede på afstand begyndte han at råbe til Oluf, at det gulv kunne de godt tage ud og hugge op og lave om.
For han havde fået at vide, at det slet ikke var armeret, og sådan noget svineri kunne han ikke aflevere. Og så kunne de bagefter godt blive hjemme. For det her var jo ikke første gang, og det var bevidst byggesjusk og ødelagde hele firmaets renomme og meget andet.
'Og den her gang kan I ikke løbe fra den!' sluttede han triumferende af, da han nåede helt frem til Oluf. Oluf, der blot havde stået halvt med ryggen til og var fortsat med sit arbejde, vendte sig roligt og plantede sin vældige lab på mesters skulder så hjerteligt, at denne gik helt i knæ. 'Det er helt i orden, mester,' sagde han. 'Det dæk er armeret, som det skal være. Jeg er nok kommet til at fortælle et par løgnehistorier her på det sidste. Jeg skulle bare have fundet ud af, hvem det er, der løber med sladder!'