I sidste uge blev Tine Eibys nye bog, Til Tjeneste, anmeldt. Det kunne måske være gavnligt, om også den kommunistiske del af den tids venstrefløj lod høre fra sig gennem positive og negative erindringer

af Eigil Nielsen
Jeg har tidligere i dette blad anmeldt Tine Eibys bog Til tjeneste. Også i andre blade er bogen blevet anmeldt, og man har som regel hæftet sig ved hendes skrækkelige oplevelser på den danske venstrefløj i 1970`erne.
Der er nok grund til at gøre opmærksom på, at der dengang også fandtes en anden venstrefløj end den, Tine Eiby dengang færdedes i.
Hun nævner den selv af og til, nemlig den som fandtes omkring Danmarks Kommunistiske Parti, DKP. Den holdt hun sig helst langt borte fra.

Positive minder
Som medlem af Danmarks Kommunistiske Parti siden først i 50`erne oplevede jeg også 70`erne, endda som psykologistuderende ved Københavns Universitet. Det er mere positive erindringer, jeg har fra den tid.
Som Tine Eiby var også jeg og mine partikammerater optaget af en drøm om et socialistisk Danmark, men selv om vore drømme også kunne være overdrevne, står en god jordbundethed hos os alligevel i min erindring.
Socialismen var ikke noget, vi ville få forærende, eller noget som vi kunne gribe ved en gunstig lejlighed. Det var noget, vi ville kunne vinde frem til ved et ihærdigt arbejde gennem mange år sammen med så store dele af den danske befolkning som muligt. Det måtte ske gennem en kamp mod storkapitalen, og det måtte ikke blot ske gennem almindeligt politisk arbejde, men også gennem deltagelse i fagforeningsarbejde, lejerforeningsarbejde, kommunalbestyrelsesarbejde, folketingsarbejde m.v. (Det, som Tine Eibys venstreorienterede miljø på Nørrebro i vid udstrækning tog afstand fra.) Gennem vort arbejde måtte vi vinde tillid og forståelse for en samfundsforandring.

Fred
En helt nødvendig forudsætning for, at det ville kunne lykkes, var at en krig ikke ødelagde vort land og vor klode, og derfor stod fredskampen meget højt i vort arbejde.
Vi hævdede, at Sovjetunionen ikke ønskede at overfalde os, og mens det nu også er blevet bekræftet gennem den store udredning, som Dansk Institut for Internationale Studier har gennemført, troede de fleste mennesker, at vi til stadighed blev truet 'østfra', og at vi som kommunister udførte en slags femte-kolonne arbejde.
Det var derfor vanskeligt at stå frem som kommunist på det tidspunkt, og kun de mest seje holdt ud hele løbet igennem.
Der var ikke megen romantik i det daglige slæb, så mange utålmodige søgte andre græsgange, hvor fantasien fik mere frit spil, eller hvor en stærk sekterisme gav en fornemmelse af en gruppetryghed, som for eksempel på Tvind.

Organisere
I mange år efter Anden Verdenskrig var DKP præget af de mange medlemmer fra arbejdspladser med fysisk arbejde, men i 70`erne kom der en stærk tilstrømning af især lærere, pædagoger og studerende.
Det er imidlertid mit indtryk, at dem, der kom til os, hovedsagelig var dem, der var klar over, at DKP havde evne til at organisere og få noget til at lykkes herigennem, og som også selv havde et realistisk syn på de politiske muligheder.
Vor tilknytning til de socialistiske lande betød på den ene side, at vi ofte overvurderede styrken i dem og forsvarede dem, hvor en kritik ville have været på sin plads, men på den anden side så vi også nogle reale begrænsninger i den 'virkeliggjorte socialisme', så vort billede af socialismen ikke befandt sig i rosenrøde skyer.
I vore partiprogrammer gjorde vi udtrykkelig opmærksom på, at vi ikke havde nogen bestemt model at følge, men at vi i Danmark måtte udvikle vor egen socialismemodel, blandt andet med en videreudvikling af demokratiet.

Livsappetit
Jeg husker min DKP-tid dengang som en tid med bestyrelsesmøder, salg af Land og Folk ved supermarkedet og meget andet slid, men også en tid med gode fester.
Jeg tror altid, at vi kommunister var gode til at feste og var glade for god mad, som et naturligt udtryk for en vis livsappetit. Og vi var glade for at synge arbejdersange eller danske sange. Det må absolut stå som en modsætning til det asketiske liv på Tvind, som Tine Eiby beskriver.
Flere tusinde kom til vor bevægelse dengang, og flere tusinde forlod den, og i dag omfatter den på det organisatoriske plan blot nogle få hundrede.
Det er klart, at de ydre vilkår ikke har begunstiget eksistensen af et kommunistisk parti i dag, men vi må måske som Tine Eiby også spørge os selv, om vi måske kan finde noget af grunden til frafaldet i vor egen måde at handle på.
Det kunne måske være gavnligt, om også den kommunistiske del af den tids venstrefløj lod høre fra sig gennem positive og negative erindringer.