Bent Rold Andersen og Jesper Jespersen har skrevet en interessant og læseværdig bog. Men den formår ikke at bringe den vildfarne velfærdsdebat på rette spor

af Sven Tarp
Velfærdskommissionens forslag til såkaldte reformer af det danske velfærdssystem har sat gang i en idekamp, som udmærker sig ved, at stort set alle danskere har en mere eller mindre udbygget mening om de grundlæggende spørgsmål, der er sat til debat.
Denne idekamp har i det store og hele bevæget sig inden for klassesamarbejdets snævre rammer, hvor den har taget form af en konfrontation mellem nyliberale og reformistiske synspunkter, men hvor også hele viften af mellemliggende standpunkter har været dækket.
De bud på velfærdssamfundets fremtid, som bryder med klassesamarbejdets logik, har derimod været urimeligt underrepræsenteret. Denne ubalance er hovedårsagen til, at den offentlige debat sjældent er trængt ned under overfladen for at gribe fat om de virkelige problemer.
Bent Rold Andersen og Jesper Jespersens nye bog Velfærdsdebat på vildspor er desværre ingen undtagelse fra denne regel, selv om de to forfattere udmærker sig ved en humanistisk tilgang til problemerne.
De to forfattere er engagerede samfundsdebatører. De er begge uddannet cand.polit.er og er henholdsvis nuværende og tidligere professor ved Roskilde Universitet. Bent Rold Andersen er desuden tidligere socialminister, mens Jesper Jespersen har været medlem af Den Alternative Velfærdskommission. Det er dermed debattører, som det er værd at lytte til.

Velfærdsdebat på vildspor er ifølge forfatterne en pamflet, som 'præsenterer en kritik af og et alternativ til Velfærdskommissionens analyser og forslag'.
Bogens hovedanke mod Velfærdskommissionens rapport er, at denne 'i alt for høj grad koncentrerer sig om regnestykker omkring statens budgetbalance'. Dette synspunkt er ifølge bogen for snævert, fordi velfærdssamfundets fremtid afhænger af meget andet end økonomi, og fordi det desuden ikke kun er statens økonomi, men hele samfundets økonomi, der er relevant i denne sammenhæng.

Kritik af Velfærdskommission
Velfærdskommissionens forslag går først og fremmest ud på at drage flere personer i aldersgruppen 18-67 år ind i produktionen over de næste 30-40 år. Dette skal blandt andet gøres ved at udfase efterlønnen, nedsætte dagpengeperioden, forhøje pensionsalderen og forkorte den tid, der går til uddannelse af de unge. Dertil kommer øget brugerbetaling, nedsættelse af kontanthjælpsloftet og andre asociale tiltag, som skal sikre balance på de offentlige budgetter.
Bent Rold Andersen og Jesper Jespersen er grundlæggende set enige i målsætningen om at bringe flere i arbejde i de kommende årtier. Men deres udgangspunkt er ikke, at dette først og fremmest skal ske af hensyn til statens finanser. Derimod er det for de to forfattere i sig selv et mål at sikre fuld beskæftigelse.
Forfatterne betragter arbejde som en selvstændig menneskelig værdi, hvorigennem individet kan udtrykke sig. 'Arbejde bærer en løn i sig selv', hedder det ligefrem i en af bogens overskrifter. Heri ligger den humanisme, som adskiller sig radikalt fra Velfærdskommissionens menneskefjendske nyliberalisme.
Hvor Velfærdskommissionen går til angreb på de hævdvundne velfærdsordninger, som begrænser den erhvervsaktive periode for det enkelte menneske, retter Bent Rold Andersen og Jesper Jespersen blikket mod de 909.000 personer i den erhvervsdygtige alder, som i dagens Danmark (år 2003) står uden for arbejdslivet og modtager en eller anden form for overførselsindkomst.
Deres erklærede mål er at bringe dette tal ned på 5-600.000 over de næste 30-40 år, dvs. i samme periode, som Velfærdskommissionens forslag dækker.
Af de nævnte 909.000 personer er 217.000 på efterløn, orlovsydelser eller barselsdagpenge. Disse vil de to forfattere ikke røre ved. Og det samme vil de i første omgang heller ikke ved de 265.000, som modtager førtidspension.
Den virkelige målgruppe for deres forslag er de 427.000 personer, som i 2003 modtog midlertidige ydelser såsom arbejdsløshedsdagpenge, sygedagpenge, kontanthjælp, aktiveringsydelse og ledighedsydelse. Selv om de ikke forestiller sig, at disse ydelser på noget tidspunkt kan ophæves, er det deres mål drastisk at formindske dette tal.

Statsstyring og socialreform
Hvordan skal dette nu ske?
Bent Rold Andersen og Jesper Jespersens forslag går grundlæggende set i to retninger.
For det første skal der sikres en passende efterspørgsel efter arbejdskraft. Dette skal ske med en Keynes-inspireret statslig styring af den økonomiske politik, hvor overskud eller underskud på statsbudgettet ikke betragtes som nogen katastrofe, men som nyttige mekanismer, der er med til at stabilisere samfundsøkonomien.
For det andet skal det sikres, at folk rent faktisk står klar til at tage et arbejde og ikke mister deres arbejdsevne som følge af social nedtur i perioder med arbejdsløshed og sygdom. Forfatterne dokumenterer på overbevisende måde, at nedskæring af dagpenge og kontanthjælp ikke bringer flere i arbejde, men tværtimod gør flere uarbejdsdygtige. De foreslår derfor en ny socialreform, der kan udbygge de eksisterende velfærdsordninger, hvad der i sidste ende også kan føre til en reduktion af antallet af førtidspensionister.
I begge tilfælde drejer det sig om en klar udfordring af den gængse nyliberale tænkning. Forslagene indebærer, at staten spiller en stor rolle i samfundsøkonomien, og at den store offentlige sektor fastholdes og udbygges.
Bent Rold Andersen og Jesper Jespersens humanistiske forslag ser pæne ud på papiret og kan givetvis besnære en del. De tilhører den front, der er ved at trække op imod den menneskefjendske nyliberalisme. Mange af deres forslag på det sociale område går fint i spænd med krav, som fagbevægelsen allerede har fremsat. Deres modstand mod at overlade alt til markedskræfterne deles af mange med progressivt og socialistisk udgangspunkt.

Kapitalismen blev borte
Men der er et stort MEN!
Forfatterne til Velfærdsdebat på vildspor kritiserer som allerede nævnt Velfærdskommissionen, fordi den fokuserer på balancen i statens budgetter og ser bort fra andre vigtige værdier i samfundet. De begår imidlertid samme 'abstraktionsfejl', idet de helt ser bort fra, at det nuværende samfund er et kapitalistisk samfund, der gennemgår forskellige etaper.
For at argumentere for deres forslag gennemgår de kritisk Danmarks økonomiske historie fra 1960 til 2005. Det virker søgt. 1960 var det år, hvor der for alvor kom gang i opsvinget i efterkrigstiden. Men ved at starte dette år mister de forståelsen for de virkelige årsager til datidens opsving, som bliver degraderet til resultatet af en bestemt økonomisk politik inden for rammerne af den evindelige spænding mellem udbud og efterspørgsel.
De grundlæggende årsager til datidens opsving var det nationale og internationale styrkeforhold mellem klasserne, som var opstået med sejren over fascismen i Anden Verdenskrig, og den fornyelse af hele produktionsapparatet, som krigens ødelæggelser havde gjort nødvendig.
I dag gennemlever kapitalismen en langvarig strukturel krise, som ligger ud over de cykliske svingninger i udbud og efterspørgsel. Selv om Danmark som følge af kapitalismens ujævne udvikling i dag træder frem som en oase i et globaliseret ørkenlandskab, kan muligheden for reformer af den slags, som de to forfattere foreslår, ikke ses isoleret fra verdensudviklingen, hvor hovedtendensen er kontrareform.
Forudsætningerne for velfærdsreformer, der virkelig batter og peger fremad, er for det første et ændret styrkeforhold, hvor de progressive kræfter igen får overvægt som i årene efter Anden Verdenskrig, og for det andet at dette styrkeforhold udnyttes til at foretage indgreb over for den transnationale kapital, som er nyliberalismens økonomiske bolværk. Det er en sådan strategi, som er nødvendig i dag, men den kan man lede længe efter i Velfærdsdebat på vildspor.

Klassesamarbejde
Bogens forfattere stræber efter en kapitalisme med et menneskeligt ansigt. De præker åbenlyst klassesamarbejde, hvor der behøves klassekamp. Dermed ender de mange interessante diskussioner og argumenter i en mat affære.
Velfærdsdebat på vildspor rejser en idekamp. Den fremsætter humanistiske ideer og kritiserer reaktionære og nyliberale ideer. Men den afklæder ikke disse ideer deres ideale skær og forbinder dem med de modsatrettede klasseinteresser i samfundet.
Dermed risikerer den vigtige idekamp at udarte til en uforpligtende akademisk diskussion, hvor det blot gælder om at diske op med argumenter, men ikke at handle. De nylige franske erfaringer viser, at de progressive ideer længe var til stede, uden at der skete noget. Det var først de massive strejker og demonstrationer, som tvang regeringen i defensiven.
Bent Rold Andersen og Jesper Jespersen har skrevet en interessant og læseværdig bog, som bidrager med mange gode oplysninger. Den giver frem for alt et indblik i moderne reformistisk tankegang. Som sådan formår den desværre ikke at bringe den vildfarne velfærdsdebat på rette spor. Og hvad angår velfærds kampen, vil den løbe ind i en blindgyde, hvis den følger den klassesamarbejdslinje, som bogens forfattere anviser.