Demokratiet er helligt for Venstrekvinden, Birthe Rønn Hornbech. Det kan og må ikke bøjes. Uanset hvad. Ejheller terrorpakke og knægtelsen af ytringsfrihed
af Jens Fransen
Uanset partifarve har Birthe Rønn Hornbech (V) formået at skabe respekt om sine politiske synspunkter.
Og ved læsning af hendes debatbog, Tale er guld, forstår man vel bedre hvorfor.
Otte afsnit med overskrifter som for eksempel 'På frihedens side', 'Når dyden går amok', 'En bombe i turbanen' og 'Angrebet på friheden', der dækker over emner som eksempelvis Muhammedsagen, Abu Laban, Jørgen Leth og terrorpakken. I alt dette skriver hun utrolig ærligt om sin egen demokratiopfattelse. En opfattelse, hun selv henfører til Grundloven af 1849 - herunder Grundtvig.
Hun deler øretæver ud til politiske modstandere. Spændende fra Dansk Folkeparti over regeringen og helt ud til SF.
Og Rønn Hornbech er skarp i sin kritik. Demokratiet er hende helligt og kan og må ikke bøjes. Uanset hvad. Når andre partier ønsker særlovgivning rettet mod blandt andet muslimer, er det uden hendes stemme.
Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti har direkte udemokratiske grundholdninger. I følge Rønn Hornbech.
Sætningen 'Vi elsker at hade muslimsk ret og vil nødig have så megen viden, at vore fjendebilleder udviskes' (s.75) er et pletskud i debatten om Muhammedsagen og islamdebatten generelt.
Om terrorpakken siger hun:
'Terrorpakken viser som nævnt et samlet skred i opfattelsen af, hvad retssikkerhed er. Vi er på en glidebane, hvor farten stiger, jo mere ned ad slidsken vi glider. Det er ikke de folkevalgtes opgave at sætte sig på en glidebane og lade tyngdekraften ordne resten. Vi er valgt til at tage et ansvar og ikke til at legitimere en afskaffelse af retsstaten'.
En markant dame med sine meningers mod. En frygtet dame. Ikke uden grund har Roald Dahl tegnet hende med en kagerulle.
Hun slår hårdt - og det må man respektere. Uden dog at være enig i alle hendes betragtninger. Men det er også demokrati.
Debatbøger har en kort levetid. Og da emnerne er taget fra de sidste par måneder, vil aktualiteten hurtigt aftage. Så læs den nu.
Birthe Rønn Hornbech. Tale er guld. 144 sider. 149 kr. Gyldendal.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278