Realismen bygger på sunde materialistiske principper, som man kun kan glæde sig over igen kommer til ære og værdighed.

af Kjeld Stenum
Som jeg var inde på for et par skærveknusere siden, fik jeg ved dette års bogudsalg lejlighed til med et par års forsinkelse at gøre et glædeligt bekendtskab med den ny realisme i filosofien.
Jeg skrev ved den lejlighed om videnskabsfilosoffen Helge Kragh og hans bog Videnskabens Væsen. Også en anden bog af ham var på udsalg. Den hedder Universet i Perspektiv og handler om kosmologi. Jeg lovede halvvejs at vende tilbage til den ved lejlighed, og det bliver så nu.
Helge Kraghs grundlæggende spørgsmål i bogen er nok spørgsmålet om, hvorvidt kosmologi overhovedet er en videnskab, eller det er spekulation og metafysik.
Han mener utvetydigt, at kosmologi er en videnskab. Kosmologien indeholder præcis den samme blanding af teoridannelse, observationer af faktuelle forhold og eksperimenter som al anden videnskab, og teorien udvikles gennem konfrontationen med virkeligheden og diskussionen af de problemer, dette afføder. De ting er jeg helt enig med ham i. Realismen bygger på sunde materialistiske principper, som man kun kan glæde sig over igen kommer til ære og værdighed.
Men Helge Kraghs bog gør også opmærksom på, at kosmologien bevæger sig mere i den menneskelige erkendelses grænseområder end de fleste andre videnskaber. Det gør den, fordi dens genstandsområde er universet i dets helhed, hvilket er et begreb med mere uklare grænser end for eksempel kemiens genstandsområde. Og hvor erkendelsen ikke rækker, bliver kosmologien spekulativ. Er eksempelvis den almindeligst accepterede teori om verdens skabelse, relativitetsteoriens Big Bang-teori, en udtømmende teori om dette, eller kan den ikke udelukke behovet for en skaber? Den slags problemstillinger mener Helge Kragh er tilstrækkeligt kosmologisk interessante til, at cirka en tredjedel af hans bog handler om forholdet mellem kosmologi og teologi.
Hvem skulle nu have troet det? For tyve år, ja blot for ti år siden blev den slags problemstillinger enten ikke nævnt, eller også havde de kun status af kuriositeter, der da lige for fuldstændighedens skyld burde nævnes.
>Men Helge Kragh føler sig altså i den grad på hælene overfor teologien, at han finder det nødvendigt at argumentere så udførligt for at holde den stangen. Ja, og spørgsmålet er, i hvor høj grad han forsøger at holde den stangen. For hans synspunkt er, at der ikke er en konflikt mellem troen på Vorherre og videnskab om universet, men de to ting eksisterer uafhængigt af hinanden.
Mens videnskaben om universet henviser til den faktiske virkelighed og kan testes, gælder noget tilsvarende ikke for religionen. Den er en trossag og kan hverken be- eller afkræftes, og den har sin betydning for menneskers måde at fungere sammen på. Dette sidste er jeg kun omtrent enig med Helge Kragh i. Religion er først og fremmest morallære, og dernæst fiktive myter, hvor bedre forklaringer ikke er for hånden.
Men jeg mener, at som morallære kan religion i allerhøjeste grad gøres til genstand for rationel diskussion. Moral har vi, fordi vi som mennesker er samfundsvæsner og skal finde ud af at fungere sammen. Men det kan i allerhøjeste grad gøres til genstand for rationel diskussion, om en bestemt moral i bestemte situationer fremmer eller hæmmer vores samfundsmæssige samspil.
Dette samspil er lige så materiel empirisk virkelighed som kampesten, der triller ind i en betonmur. Og jeg synes i høj grad, vores historie bærer vidnesbyrd om, at vi også eksperimenterer med forskellige morallærer, på godt og ondt. Så selv om vi normalt ikke henregner morallære til videnskab, så er der intet principielt i vejen for at gøre det.
Hvad den anden side af sagen angår, at der ikke skulle være nogen konflikt mellem troen på Vorherre og videnskab om universet, der er jeg fundamentalt uenig. Jeg respekterer selvfølgelig retten til religiøsitet, ligesom jeg respekterer mange religiøse. Men jeg mener ikke, religion er forenelig med en videnskabelig holdning.
Gennem hele middelalderen holdt teologien videnskaben i irrationalitetens spændetrøje. Kun teorier forenelige med de religiøse dogmer, kirken var mest afhængig af, kunne tillades. Og selv om måske de færreste af den moderne videnskabs pionerer har været erklærede ateister, så har den moderne videnskabs historie dog unægtelig været historien om, hvordan Vorherre fra at være den allestedsnærværende opretholder af alting er blevet forvist til fjernere og fjernere grænseegne, for at ende som en art mulig hinsidig betingelse for en kraftig eksplosion af en slags for tretten en halv milliard år siden, der tilfældigvis skabte en verden, som havde mulighed for at udvikle os.
Nu er det at der faktisk har været konflikt mellem religion og videnskab ikke det samme som at sådan må det nødvendigvis være. Kunne det ikke bare være netop den katolske kirke, der havde haft en åndssvag holdning til videnskaben?
Tolererer for eksempel protestanter og muslimer ikke i høj grad videnskabelighed? Muligvis. Det må protestanter og muslimer hellere svare på.
Men det, man har religioner til, er at forankre verdensanskuelser i noget hinsidigt og helligt og dermed ophøje dem til noget, der ikke kan gøres til genstand for rationel debat. Og det finder jeg er uforeneligt med en nysgerrig videnskabelig holdning til den verden, man står i.