Rockens historie er tæt knyttet til oprør og ungdomskultur. I løbet af 70`erne fandt kapitalen dog en måde at tøjle rocken på
af Phillip Seidler
Karl Marx skrev i 1848 i det Kommunistiske Manifest:
'Bourgeoisiet kan ikke eksistere uden fortløbende at revolutionere produktionsinstrumenterne, altså produktionsforholdene, altså samtlige samfundsforhold'.
I hvor stort et omfang, bourgeoisiet selv revolutionerer vore samfundsforhold, kan diskuteres. Men Marx havde allerede i en så tidlig fase af industrialiseringen indset, at kapitalen er nødt til at genopfinde sig selv i det uendelige for at kunne overleve.
Tag for eksempel skraberen med tre blade og batteri i. Det er jo ikke fordi, vi har mere skæg nu, end vi havde for 30 år siden. Her har kapitalen altså genopfundet sig selv barberblad for barberblad for at fastholde forbrugeren.
Kultur som vare
Det var dog ikke kapitalen, der stod bag, da de unge i USA og Vesteuropa i 50`erne gjorde oprør mod forældregenerationen.
Men den var ikke sen til at efterkomme rebellernes krav. Fluks blev der skabt et vareudbud, som svarede til generationens krav.
Det nye vareudbud var alene møntet på at forsone de vrede unge mennesker. Oprøret kom under kapitalens supervision.
Ungdomskulturen var opstået og den kommercielle rock født. Men det var lige så meget de unge, som det var bourgeoisiet, der skabte ungdomskulturen. De unge opfandt den og kapitalen gjorde den bredt tilgængelig.
Dynamikken mellem de to kræfter har sidenhen været altafgørende for skabelsen af det 20. århundredes ungdomskulturer og deres fald.
Hver gang der har været optræk til ballade, har bourgeoisiet taget ungdomskulturen, fyldt den på konserves og solgt den tilbage til oprøret i fortyndet form.
Rocken tæmmes
50`ernes oprør stillede sig tilfreds, da rock`n`roll blev bredt tilgængeligt. Og samtidig opdagede kapitalen, at ungdomskultur er en aldeles givtig forretning.
Der kom dog straks andre boller på suppen, da 68`erne begyndte at stille krav. Deres agenda var nemlig en langt større trussel mod samfundsordnen. Bourgeoisiet var nødt til at finde på noget nyt for at kunne tøjle denne generation af vrede unge mennesker.
Det blev nødvendigt, at indbygge kontrolmekanismer i produktionen af ungdomskultur.
Rockmusikken skulle tæmmes af managere og producere, som i sig selv ikke var noget nyt fænomen i rockverdenen. Men hvor produktion og management tidligere i høj grad var kunstnerens egen sag, blev det nu pladeindustriens anliggende.
Kapitalen begyndte at diktere, hvad en kunstner kan sige, hvordan hun skal lyde og fremstå, og hvor hun skal være henne på et givent tidspunkt. Oprøret blev fortyndet, og det rebelske i 70`ernes rock blev kvalt. I sidste ende blev det også 68`-oprørets endeligt.
Sidenhen er alle ungdomskulturer og deres rockbevægelser blevet administreret i afgrunden af kapitalen, som har skummet fløden.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278

















