Paul Simon tager endnu en gang bladet fra munden og bliver vred på Bush og ¤¤Guds eget land¤¤

af Ole Ree
Paul Simon fylder fysisk ikke så meget, men det gør han til gengæld rent musikalsk på sit nye album Surprise.
Her vender han tilbage til det 20. århundrede efter en tur til Fagre nye Verden. Han skulle egentlig til Fagre voksne Verden og besøge Mrs. Robinson, synge lidt med Art Garfunkel, men piloten hørte forkert. På vejen tilbage scanner Paul Simon 'Guds Eget Land' og beamer nogle sorte pletter op og bliver vred.
Simon spørger på cd`en:
Hvordan kan I leve sådan.
Hvordan kan I være kristne, jøder, muslimer eller hinduer og kigge på de smukke, dejlige impo-adopterede børn fra Thailand, Kina og Kosovo. Skyggerne i deres øjne er måske en genetisk arv fra deres forældre i de lande, hvor USA har ført helt unødvendige krige og handelsblokader, og så tror og håber, at den dårlige samvittighed kan nedtones på denne måde ved at købe deres børn.
Hvordan kan I bede fredsbønner, når Jeres børn kommer hjem i body-bags fra de krige, I selv har skabt.
Men Simon har også plads til en uforbeholden kærlighedserklæring på cd`en til sin datter, som han elsker mer end noget og nogen anden, og lover at der aldrig vil ligge monstre under hendes seng.
Paul Simon tager endnu en gang bladet fra munden og gør det fremragende sammen med folk som Brian Eno. Folk med hang til Talking Heads og David Byrne vil nikke genkendende til den forbindelse. Eno er også producer på skiven.
Trommerne røres af Steve Gadd, der som 11 årig nærlyttede til Dizzie Gillespie og senere spillede hos Al Dimeola, Chick Corea. Tangenterne kildes af Herbie Hancock, der i øvrigt spiller i Operaen i København 7. juli.
Men trods disse jazz- og fusionsfolk, holder Paul Simon fast i sin egen stil, kendt fra blandt andet albums som Graceland og frem til nu.

Paul Simon. Surprise. Warner Music. 2006.