Georg Baselitz bruger sine brud med realismen til at realisere sin frihed. Hans værker kan lige nu ses på på Louisiana

af Finn Hermann
Den moderne kunst gjorde sig som bekendt ikke fri af den naturalistiske tradition på én gang.: Impressionismen frigjorde farven, men ikke formen, bevarede det traditionelle maleris perspektiver og proportioner og forholdet mellem figur og rum.
Selv i de allermest 'slørede', næsten nonfigurative billeder af Monet har kunstneren ikke ændret på 'virkeligheden'. Han har ikke givet figurerne større hænder og hoved eller malet en diagonal horisontlinie. Han har ikke karikeret sit motiv. Det sker først med ekspressionismen og kubismen, hvor også farve, form og rum frigøres.
Edward Munch var en af ekspressionismens første eksponenter. Den moderne tyske maler Georg Baselitz er inspireret af Edward Munch. Ikke mindst af lidelsen og lidenskabeligheden i hans billeder. Eller se på Noldes Kristusbilleder, hvor han hæsliggør menneskene. Penselstrøgene er heftige, til tider voldsomme, farven sat på i store klatter.

Det utilpassede
I flere af Baselitz' billeder genfinder vi de udkrængede røde munde, gloende, begærlige øjne og gigantiske lysende røde brystvorter, som Nolde var så frastødt og tiltrukket af..
Hos Baselitz indebærer motivets frigørelse typisk, at op og ned, tyngdekraft og perspektiv omkalfatres eller ophæves. De fysiske love der gælder udenfor billedrammen, gælder tydeligvis ikke i billedets eget univers.
Baselitz bruger sine brud med realismen til at manifestere sin frihed. Som Nolde dyrker han grimheden, det forvrængede, det amputerede, (portrætserien fra 50'erne og serien med afskårne - halvrådne - fødder fra 60'erne). Men også naturen lider, som i det lemlæstede, forbundne træ, hvis grene brækker af og efterlader bloddryppende sår., malet - eller rettere: smurt op - i en mærkelig naivistisk-ekspressionistisk stil
Disse karikerede, lemlæstede, figurer, de fleste vendt på hovedet, udtrykker en kejtethed, det utilpassede, den ensomme protest mod det pæne, det kendte og etablerede, ikke en protest i politisk forstand, men som en livsform. - ironisk nok er han selv blevet en af de mest etablerede skikkelser på det internationale kunstmarked. Allerede det efterkrigs-Tyskland han voksede op i bød jo ikke på et nyt og smukkere menneskebillede, men på et kaos, der greb ikke bare Baselitz, men flere andre fra hans generation af malere om struben.

Vrængende melankoli
Heller ikke kunstautoriteterne i DDR kunne han med. Baselitz reagerer ved at skabe sit eget menneskebillede, kaldet 'den ny type', eller 'hyrden': tunge mandsskikkelser iklædt en alt for stor og løs uniformslignende dragt, med gylpen åben og erigeret lem eller ligefrem i færd med at onanere.Og i flere af billederne sidder der rester af tidligere forsøg på lærredet, en slags kunstneriske affaldsprodukter. Som om kunstneren bevidst har undladt at 'rydde op efter sig'.
Men trods den vrængende form, de grove streger og farveklatter, de kluntede skikkelser, virker Baselitz' billeder, når man har overvundet sin modvilje, nærmest undselige, undskyldende, melankolske. Sommetider danner farvesammensætningen endda et næsten lyrisk modspil til tegningen.
Ethvert moderne menneske burde ved synet af Baselitz' billeder føle sig ramt. På egne og samfundets vegne. Det bedre borgerskab, han lever af at sælge sine værker til - og han er en af de højest betalte kunstnere i verden - burde vende ham ryggen.

Udstillingen 'Baselitz - Maler' med omkring 70 malerier og 50 tegninger kan ses på Louisiana til og med 5. juni