Seattle-bandet Mudhoney var blandt de første til at knappe skovmandskjorten og spille grunge-rock i slutningen af 80`erne. Og uforståeligt nok fik de aldrig det gennembrud, som Nirvana, Soundgarden og Pearl Jam fik

af Phillip Seidler
Alligevel formåede det aldrende band at samle en pæn forsamling til koncerten i Vegas lille koncertsal i forrige mandag. Og ingen ud over Gaffas anmelder gik forgæves. For der blev fra første sekund spillet intensiv grunge-rock med tydelige rødder i Black Sabbaths messende rock.
Flydende basgange og melodiøse guitarriffs væltede ud af spillestedets højtalere med enorm styrke. Det eneste, der kunne gennemtrænge muren af lyd, var Mark Arms dels vrængende dels skrigende stemme.
Publikum befandt sig i et hav af rocklyd, der lammede vejrtrækningen og fik de indre organer til at dirre. Ikke desto mindre var der luft nok i lungerne til crowdsurfing og stagediving til den store guldmedalje.
Til tider virkede det som om Mudhoney forsøgte at overtage publikums kropsfunktioner fuldstændigt. De slækkede ikke på tempoet på noget tidspunkt. Så selvom bandet ikke søgte kontakten til publikum verbalt hengav folk sig til musikken.
Bandet gæstede i øvrigt København i anledning af udgivelsen af deres 8. album Under a Billion Suns. Pladen er absolut også en lytter værd, selvom liveoplevelsen ikke kan overgås. Måske er det også bare fordi, denne anmelders højtalere ikke kan spille højt nok.
Mudhoney. Lille Vega i København den 15 maj.