Kun hvis islam accepteres i det offentlige rum, kan den bidrage til sammenhængskraften!

af Kjeld Stenum
Anders Fogh Rasmussen har været i medierne med en for en statsminister usædvanligt filosofisk betragtning.
Religionen fylder efterhånden for meget i vores offentlige rum, siger han, og det truer samfundets sammenhængskraft. Det danske samfund bygger på en adskillelse mellem religion og politik, således at religionen er en privat sag mellem den enkelte og Vorherre. Den politiske beslutningsproces er offentlig, men man deltager i den som privatperson med private overbevisninger. Disse overbevisninger må så gerne være religiøse, og på den måde kommer religionen alligevel ind i det offentlige rum. Så det er bestemt ikke noget klart skel.
Fogh fremstiller det selv som om, det handler om at sikre det offentlige rum som et værdineutralt rum, hvor vi frit fremfører holdningerne som vores bidrag til de politiske beslutninger, uden at være påvirkede af tvang eller pres.
Men han har jo selv i forbindelse med Muhammed-tegningerne netop forsvaret retten til offentligt at krænke hinandens livsholdning eller religion som en ukrænkelig del af vores ytringsfrihed. Er det at krænke hinandens dybeste holdninger ikke pres?
Nu har jeg jo læst, at hans synspunkter allerede har fået kritiske kommentarer med på vejen før i avisen. Og jeg burde måske have ladet det være godt med det. Men i modsætning til andre var min umiddelbare reaktion, at jeg slet ikke kan lide Anders Foghs modvilje mod religion i det offentlige rum, selv om jeg er ateist. Derfor besluttede jeg mig for alligevel at lade denne skærveknuser handle om det.
Så længe religion i det hele taget findes, tror jeg ikke på, det kan lade sig gøre at skille religion og politik. Religiøse folk forsøger at retfærdiggøre politiske holdninger religiøst. Men jeg kender meget få religioner, der tvinger folk til at blive fanatikere, jeg tror snarere, det er politisk fanatisme, der også skaber religiøs fanatisme. Så hvorfor skulle vi frygte udfordringer fra religionerne?
Jeg er som materialist og ateist overbevist om at have så gode kort på hånden, at mine anskuelser kun kan vinde af åbne brydninger i det offentlige rum. Og i øvrigt mener jeg, at også som ateister har vi meget at lære af mange religiøses moral, blandt andet den enkle ting at tage moral alvorligt. Religiøse mennesker er ikke fjender, blot fordi de er religiøse.
Forestillingen om at adskille religion og politik kalder man sækularisering. Den stammer tilbage fra reformationen, hvor der var voldsomme klassekampe i form af bondeoprør mod den katolske kirke, der på den tid sad på helt op imod en fjerdedel af jordegodserne i de europæiske lande.
Nogle af lederne for disse oprør var bondepræster, der havde anderledes radikale udlægninger af bibelteksterne end den katolske kirke, blandt andet gik de undertiden ind for kommunistisk fællesejendom. Sådan noget truede ikke blot kirkegodserne, men også fyrster og adel. Og for at begrænse oprørenes rækkevidde til det religiøse fandt Luther så på det med at gøre forbindelsen til Vorherre til en privatsag. Så var det gejstlige katolske hierarki ikke længere nødvendigt for menneskene, og man kunne beslaglægge kirkegodserne. Dog ikke til bønderne, men til adelen. Man var dog stadig et syndigt menneske, og nu var der ingen kirke, hvor man kunne købe aflad for sin synd, så sjæletugten blev snarere større.
Det ville for bønderne blandt andet sige, at de skulle opføre sig ordentligt i det offentlige rum og fromt respektere de gældende ejendomsforhold. Det bekymrede Luther sig selvfølgelig om, fordi han gerne ville frelse bøndernes sjæle. Men hvis de var ligeglade med det, var de djævle, der myldred frem på jord, og så kunne fyrsterne med god samvittighed skyde dem ned som gale hunde.

Så straks fra starten var ideen i sækulariseringen ikke at skabe et værdineutralt offentligt rum, hvor den politiske beslutningsproces var renset for religiøs pression, men at undgå at de herskende magtforhold i samfundet blev udfordret. Og sådan er det fortsat.
Det handler ikke om at bekæmpe religiøs pression. Samtidig med at Fogh taler om, at religionerne skal nedtones i det offentlige rum, praktiserer Venstre jo også for eksempel den folkeskolepolitik, at kendskabet til kristendommen skal styrkes.
Jeg tror, at det, Fogh egentlig mener, er, at han synes, religionen islam fylder for meget i det offentlige rum. Islam udfordrer illusionen om, at det offentlige rum kan være værdineutralt, fordi den vedkender sig at være en politisk religion. Hvor langt er der fra Luthers krig mod de djævelske bønder under reformationen til Anders Foghs krige mod demokratiets dæmoniske fjender i Mellemøsten i dag?
Den samfundets sammenhængskraft, som Fogh taler om, er ikke andet end et moderne udtryk for det, man i gamle dage kaldte for moral. Den vil Fogh beskytte ved at placere den i et drivhus.
Men moral er ikke en plante, der trives i drivhus. Og islam har ikke godt af at blive skubbet ud i mørket udenfor samfundet. Det bliver begge blege og forvoksede og fanatiske af. Moral - eller sammenhængskraft - handler om, hvor godt vi mindst er nødt til at behandle hinanden, hvis samfundet skal fungere. Og den vokser frem af brydningerne mellem samfundsmedlemmernes holdninger.
Kun hvis islam accepteres i det offentlige rum, kan den bidrage til sammenhængskraften. Statsministeren vil det modsatte. Så kan det også kun gå modsat.