Værdierne er ikke lige gyldige. Og vi har andet end tradition at klamre os til, når vi skal vælge mellem dem!

af Kjeld Stenum
Få skærveknusere tilbage skrev jeg om liberalismens 'usynlige hånd'. Og det gjorde jeg, fordi det er min oplevelse, at selv vi arbejdere ofte tænker i retning af, at vores ve og vel 'dybest set' står og falder med firmaets ve og vel.
Helt ligesådan oplever jeg ikke, at det forholder sig med konservatismen. Jeg møder næsten aldrig makkere, der er faldet for konservative argumenter, når vi diskuterer. Derimod hører og læser jeg ofte konservativ argumentation i medierne, især medier, der henvender sig til folk med meget uddannelse.
Mange arbejdere stemmer i øvrigt også uomgængeligt på Dansk Folkeparti, og dette partis ideologiske 'eminencer' Søren Krarup og Jesper Langballe argumenterer udpræget konservativt. Jeg tror dog så heller ikke, det er de to, der henter arbejderstemmer. Konservatismen er en mere 'finkulturel' strømning end liberalismen, selv om vores konservative kulturminister ikke aner en skid om kultur, og heller ikke finkultur.
Nå, men jeg mener alligevel, det er vigtigt at beskæftige sig med konservatismen. For det er langt fra lige meget, hvad vores samfunds intellektuelle mener. Og den værdirelativisme, der er kernen i konservatismen, har de seneste tyve år været meget dominerende blandt intellektuelle.
Man siger oftest, at konservatismens 'fader' var den irske tænker Edmund Burke, der i årene umiddelbart efter den borgerlige franske revolution gik i kødet på den for at have forårsaget alt for megen unødig blodsudgydelse og ledt Frankrig ud i økonomisk kaos. Det hele kunne være løst meget bedre gennem fredelige reformer, mente Burke.
Om han afviste oprørets og revolutionens vej generelt er svært at svare på. Men måske gjorde han ikke det. For han forsvarede dog den engelske vej til kapitalisme, selv om også den havde indeholdt blodige revolutionære begivenheder.
Hvad han bebrejdede den franske borgerlige revolution var, at den var en revolution for abstrakte rettigheder (frihed, lighed og broderskab), og dens ledere lod hånt om traditionens givne, konkrete virkelighed. Om han havde ret i det eller ej skal jeg undlade at komme ind på her.
Men en vigtig del af den respekt for traditionens givne virkelighed, han talte om, var at undlade grundlæggende krænkelser af såvel monarki som adel og gejstlighed samt deres privilegier.
Det var omtrent enhver forandring af det givne, der måtte forkastes efter Burkes opskrift. For enhver forandring af virkeligheden må jo dog være båret af en forestilling om, hvad det er, man vil forandre den givne virkelighed til. Og i forhold til den virkelighed, der rent konkret findes, vil forestillingen om det ny uomgængeligt være abstrakt.
Men befinder man sig i et samfund i forfald, og ser man en objektivt bedre samfundsindretning som en mulighed, må man gribe efter den. Så får den være abstrakt eller ej.
Når den godt og vel hundrede år ældre engelske borgerlige revolution efter Burkes hoved respekterede den givne tradition langt dybere end den franske, var det nok først og fremmest fordi den allerede var overstået virkelighed og således selv tradition.
Det, han ikke kunne lide, var enhver forstyrrelse af en etableret orden. Der var ingen mening i at diskutere værdien af den orden, et samfund byggede på, for den allervæsentligste værdi var, at den overhovedet var orden. Den ene værdi eller orden kunne for den sags skyld være lige så god som den anden.
Han kunne ikke lide forstyrrelse af orden, fordi han grundlæggende opfattede verden som udtryk for kaos. Enhver orden var en ustabil ligevægt, som menneskene havde kæmpet sig til med deres fornuft og måtte klamre sig til for enhver pris, hvor den fandtes. For enhver forstyrrelse af orden førte lukt tilbage mod kaos.
Ekkoet af Burkes tanker høres overalt i moderne konservatisme. Vi kan læse hans argumenter gentaget med moderne indhold hos Søren Krarup og Per Stig Møller. Og når nykonservative filosofiske skoler som postmodernister og socialkonstruktivister erklærer alle værdier for lige gode eller lige gyldige (og dermed ligegyldige), så beror også dette på en forestilling om, at verden grundlæggende er kaotisk.
Men det er verden jo ikke. Verden er grundlæggende lovmæssig. Derfor er vi mennesker også nogenlunde ens som biologiske individer. Det betyder, at vi har nogenlunde ens behov i forhold til de samfund, vi bygger. Og i modsætning til de fleste andre dyr er vi endda alle så intelligente, at vi har mulighed for at leve os ind i og forstå hinandens behov.
Derfor er der også én løsning på ethvert samfundsproblem, der objektivt er bedre end andre løsninger. Værdierne er ikke lige gyldige. Og vi har andet end tradition at klamre os til, når vi skal vælge mellem dem. Vi kan nemlig kigge på, hvor gode de er til at få samfundet til at fungere.
Hvis liberalistisk markedsøkonomi leder til polarisering mellem rig og fattig og udstødelse af svage grupper, altså til begyndende samfundsopløsning, og vi ser en mulighed for at overvinde dette med demokratisk planøkonomi, vil det sidste være objektivt bedre end det første. Også selv om vi ingen traditioner måtte have at hænge demokratisk planøkonomi op på.
Man kan også sige, at hvis alle værdier virkelig var lige gyldige, var enhver diskussion af dem jo meningsløs, for enhver ville have ret set fra sit eget synspunkt. Så ville jeg holde op med at skrive skærveknusere.