Forfatteren til ny bog forsøger at modstille digteren og filosoffen Villy Sørensen og den gamle kulturradikaler Poul Henningsen
af Klaus Haase
Kasper Støvring har kastet sig ud i digteren og filosoffen Villy Sørensens dybe hav og skrevet en bog om hans tankeverden med udgangspunkt i bogen Digtere og dæmoner.
Selv kastede jeg mig som teenager med ungdommelig dødsforagt ned i digteren og filosoffen Villy Sørensens (1929-2001) dybe hav af en bog, Digtere og dæmoner. Det var en ordentlig mundfuld. Men jeg landede uden en maveplasker. Blev dog samtidig ør - og klogere.
Digtere og dæmoner er fra 1959. Det er litterære fortolkninger og essays.
Man bliver ført ud på Sørensens tankehav, hvor han reflekterer over begreberne fald (Dæmonerne) og værdisammenbrud som symbol på overgangsfaser i menneskets, samfundets og kulturens udvikling. Lige fra syndefaldet, over puberteten til kulturens værdisammenbrud.
Som værktøj i sin tankeverden benytter Sørensen andre filosoffer: Kirkegaard, Marx, Hegel, Nietzsche. Og blandt digtere; Kafka, Mann, Broch, H.C. Andersen, Broch og Kidde. Han bruger også analyser af folkeviser.
Forfatteren til bogen om Villy Sørensen, Kasper Støvring (f.1973) der er cand.mag. i litteraturvidenskab, formår at manøvrere dygtigt rundt i Sørensens dybder.
Bogen bryder også med et dogme om, at litterære analyser er noget tørt og indforstået: Støvrings sprog er flot og medrivende.
Han er samtidig en god formidler og skarp analytiker.
Dog mener jeg, at der er tale om en overdrivelse, når bogen på bagsiden lanceres som Støvrings 'afsløring' af, at Villy Sørensen ikke var kulturradikal men kulturkonservativ.
Støvring forsøger at basere sin afsløring på en modstilling mellem den gamle kulturradikaler Poul Henningsen og Sørensen.
Denne 'afsløring' må man selv læse sig til. Jeg finder den ikke troværdig.
Nuvel. Villy Sørensen nærede bekymring for kulturværdiers fald, men skuede frem og forsvarede i mange skrifter velfærdssamfundet.
Støvrings bog er en god appetitvækker og døråbner til Villy Sørensens rige forfatterskab!
Det etiske kunstværk - Villy Sørensens poetik og litterære kritik.
Kasper Støvring.
Gyldendal/Syddansk Universitetsforlag.
360 sider.
Kr. 275.00.
Udkom i går.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278