Real Madrid hviler på tre søjler: legenderne, medie- og pengemaskinen og sporten
af Irene Clausen
Madridismo er en bog om Real Madrid. Den er forfatterens hyldest til verdens største fodboldklub, men også - og især - en beskrivelse af Real Madrids indstiften af en ny dagsorden i verdensfodbolden med vægten lagt på kommercialisering og branding.
De Hvide Engle, som Real Madrid spillerne kaldes, tæller stjerner som Zidane, Carlos, Raœl, Ronaldo og Beckham og følges i hver en afkrog af verden. Også i Danmark, hvor Real-klubben har en vild fan i Bo Kampmann Walther, som er lektor i kommunikation på Syddansk Universitet og har skrevet bøger om svære emner som Konvergens og nye medier.
Forfatteren er i Madrissimo henholdsvis tilskuer, elsker og kritisk analytiker.
En besættelse
Hvad er det der skaber fodboldjunkies som Kampmann Walther, der elsker sin Real Madrid-klub ud over alle grænser og må besøge sin klub på nettet hver dag og betragte klubbens spillere som sin familie.
Dét spørgsmål stiller forfatteren selv. Men et tilfredsstillende svar får vi ikke her. Men det antydes, at fodboldfascination har mange lighedspunkter med forelskelse. Men også især med religion!
Det får dog ikke forfatteren til at gå et spadestik dybere og se på, hvordan fodbolden i lighed med religion af magthaverne bliver brugt som opium for folket. Der skal få folket til at glemme undertrykkelsen og uretfærdigheden i hverdagen!
I VM-værtslandet Tyskland bruger kansler Merkel helt åbenlyst fodbold-VM til at styrke sin politiske position og få tyskerne til at glemme de barske angreb på velfærdsgoderne.
Folkets klub?
Real Madrid hviler på tre søjler: legenderne, medie- og pengemaskinen og sporten.
Bo Kampmann Walther fortæller det hele. Både den gamle og den nye historie: Real Madrid som kongeklubben. Som general Francos klub. Som statens klub og dermed en konservativ klub.
Madridismo fortæller om den drejning, der skete med klubben fra år 2000,da Florentino Pérez overtog præsidentjobbet. Han er i dag fratrådt.
Dengang sikrede klubben sig en hel håndfuld stjernespillere kaldet
Los Galacticos. Og med dem i hånden, skabte et medievanvid, som gjorde, at Real Madrids logo blev kendt i hele verden og i dag findes på alt fra legetøj og souvenirs til tv-serier og biograffilm.
Real Madrid er nu ikke længere kun spaniernes klub, men hele verdens klub. Men måske i mindre grad spaniernes klub, idet det koster formuer at komme til at se fodboldkamp, når Real er på besøg rundt omkring i de spanske klubber. Kampene er dermed forbeholdt velhaverne
Også danske storspillere har gæstet det spanske storhold, herunder Henning Jensen, Thomas Gravesen og Michael Laudrup som alle interviewes i bogen.
Medrivende
Et suk her til sidst: Bogen går alt for meget i detaljer med diverse spillesystemer og tekniske finesser, som var der tale om Tipsbladet. Men det kan springes over.
Nyd bogens medrivende skildringer af nogle af den internationale fodbolds sublime øjeblikke. Og få samtidig et kig ind i fodboldens mørke kræfter, der kæmper en politisk og økonomisk kamp om kontrollen med fodbolden, verdens populæreste spil og derfor en guldgrube værd for de grådige kapitalister!
Bo Kampmann Walther. Madridismo -en bog om Real Madrid. 200 sider. Peoples Press. 199 kr.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278

















