Roman om Marlene, der melder sig til det farefulde arbejde som udsending for Dansk Flygtningehjælp i Bosnien

af Jens Fransen
Forskellige episoder gør, at forskellige danskere debuterer som romanforfattere.
Bag denne roman ligger virkelige hændelser, som jeg formoder, forfatteren selv har oplevet; borgerkrigen i Jugoslavien med al dens grusomheder. Grusomheder, som Kirsten Brun ikke kan have undgået i årene 1992-1993, hvor hun arbejdede som nødhjælpsarbejder i Bosnien.
Romanens hovedperson, Marlene, har tidligere studeret jura. Hun er gift med ungdomskæresten, Karsten, der er læge.
Sammen har de et par børn, men der mangler noget i Marlenes fastlåste tilværelse i Århus, hvor hun er alene med børnene, når Karsten er på arbejde i København.
Derfor, og fordi samlivet ikke helt lever op til forventningerne, melder hun sig til det farefulde arbejde som udsending for Dansk Flygtningehjælp i Bosnien.
Her møder hun amerikaneren Jack, med hvem hun har et kortvarigt forhold. Men forholdet og situationen tvinger hende til at overveje sit eget liv.
Godt hjulpet på vej af Karsten, der også kan se, at ægteskabet måske ikke kan bære mere.
Bogen er fyldt med reportageagtige skildringer af krigen på Balkan; forfærdende begivenheder, alle troede var et overstået kapitel i Europa. Gode naboer, der pludselig fra den ene dag til den anden bliver dødsfjender. Der er ingen facitliste i bogen, og der er ingen reelle helte i bogen. Og det er positivt.
Omvendt lider bogen under, at den på den ene side er meget dokumentarisk, avisprægede reportager, dels vil den skildre et ægteskabs forlis. Hele barndommen og ungdommen er inddraget, men som læser sidder man alligevel tilbage med en lidt tom fornemmelse.
Som nævnt er der givetvis meget selvoplevet i romanen, men den sætter sig for meget mellem to stole til rigtig at blive nærværende. Og det er synd.

Kirsten Brun.
Udsendt.
Gyldendal. 276 sider.