Åbne dokumentstandarder. Det er jo ikke en ¤¤enten/eller¤¤-problemstilling!
af Jesper Krogh, formand for SSLUG>
Microsoft gør i disse dage meget ud af at positionere sig som et firma, der støtter åbne standarder. En del af arbejdet går ud på at få Microsoft Office Open XML godkendt af Ecma og ifølge Microsoft Danmarks administrerende direktør, Jørgen Bardenfeldt (1), efterfølgende som ISO-standard.
Argumentet for at presse Microsofts egenudviklede XML-dokumentformat igennem skulle være de mere end 400 millioner Microsoft Office-kunder, der skal garanteres en problemfri overgang for.
At understøtte dokumentformater er jo ikke en 'enten/eller'-problemstilling. Microsoft har fra de meget tidlige versioner af Microsoft Office understøttet import og eksport af Wordperfect-formaterne, vel at mærke også uden at garantere nogen, at de problemfrit kan migrere deres dokumenter til WordPerfect-formatet. Dette gælder ligeledes for en række andre formater: HTML, Rich Text Format og en række ældre Microsoft-formater, der heller ikke supporterer al funktionalitet i det nyeste format.
Microsofts beslutning om slet ikke at understøtte Open Document Format i den kommende Microsoft Office kan derfor ikke ses som andet end et strategisk fravalg fra Microsofts side. Dette er også meget logisk, da blot en simpel implementering ville gøre dokumentudvekslingen med de alternative kontorpakker meget nemmere for Microsofts brugere. Fravalget er altså igen et forsøg fra Microsoft på at udnytte de facto-monopolet til at fastlåse brugeren på Microsofts kontorpakke. Hvilket netop er den problemstilling, som åbne standarder er til for at løse.
Open Document Format er et åbent og frit dokumentformat, frit implementerbart og vedligeholdt i en fri og åben proces.
Derfor er der intet, der forhindrer Microsoft i at give deres kunder valgmuligheden mellem Open Document Format og deres egen-udviklede dokumentformat. Skulle det vise sig, at Microsoft Office Open XML også bliver frit implementerbart, så vil de alternative kontorpakker helt sikkert supportere begge formater for at skabe bedst mulig interoperabilitet for deres brugere.
Det eneste, der forhindrer Microsoft i at understøtte Open Document Format, er derfor deres egne forretningsprincipper heriblandt ønsket om at fastlåse de eksisterende Microsoft Office brugere på platformen. Det er i dette lys, Microsofts udtalelser om støtte til åbne og frie standarder skal ses.
(1) http://www.computerworld.dk/art/34427?a=fp&i=1
Skåne Sjælland Linux User Group (SSLUG) er en Linux-brugergruppe med over 5.000 medlemmer. SSLUG`s formål er at udbrede kendskabet til og brugen af det frie styresystem Linux. Linux er i dag et af verdens hurtigst voksende styresystemer.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278