Roskilde Festival 06 var forrygende, men ikke perfekt. Dårlig programlægning skæmmede blandt andet den gode oplevelse
af Phillip Seidler
Hvornår har programmet på Roskilde Festival sidst været så godt som i år?
Der har været mange bud. Få er enige og dog er alle enige om, at det er længe siden. Et fantastisk program.
Og med så mange eminente kunstnere på så få dage er det naturligvis en urimelig opgave at lægge programmet. Men at det ikke kunne være gjort bedre kan og vil denne skribent ikke acceptere.
Især søndagen var en regulær skandale. Egentlig en fantastisk musikdag med masser af god musik.
Men mens Arctic Monkeys spillede i et ubeskriveligt overfyldt Arena-telt, bredte Damian Jr. Gong Marley sig på Orange scene foran et par tusinde fans, der lå i græsset og slikkede sol.
Ræsonementet bag dette tiltag må ligge som en rådden postej i baghovedet på programlæggerne. Ikke ulig det ræsonement, der placerede the Raconteurs foran horder af mennesker i et alt for lille Odeon-telt.
Klumper i lyden
Fordelen ved at have de store navne på teltscenerne i stedet for på Orange scene var dog, at lyden var meget bedre der. For i år havde man valgt at skrue ned for lyden på alle scener. Tanken har formentlig været, at man ville skåne publikums ører.
Et meget hæderligt tiltag. Men fuldstændig åndssvagt. Af to årsager: For det første blæste lyden simpelthen væk på den åbne Orange scene. Det havde den effekt, at lyden mellem de ikke særligt kraftige vindstød kom i klumper. Selv bands som Deftones, der ellers har lyd nok at give af, kunne intet stille op mod den fejl. Surt.
For det andet skal lyden til en koncert være en fysisk ting, der kan mærkes i kroppen. Det er en essentiel del af liveoplevelsen, at lyden skvulper ind mod legemet og får fingre og tær til at dirre. Og i år blev festivalgængerne snydt for den følelse.
Ærligt talt
Endeligt må sikkerhedsfolkene, der holder øje med mængden under koncerterne, få vredens pen at føle.
Efter hvad der skete under Pearl Jams koncert på Roskilde Festival i 2000, forstår man godt, at de er forsigtige. Men der må være grænser. Ærligt talt.
Folk skal have lov til at skeje lidt ud. Især når Pavilion-teltet snarere var halvtomt end halvfuldt til en punk-koncert med the Ex. Skulle man tro. Men nej.
Så snart 20-30 unge fyre oppe foran begyndte at hoppe, møvede tre sikkerhedsfolk sig frem til dem, tyssede dem ned og stillede sig demonstrativt i blandt dem.
Det er simpelthen for meget formynderi. Der var jo rigeligt med plads. De hoppede bare. Det var en punk-koncert for helvede!
Men når det er sagt, skal man huske at sige tak for en alletiders festival.
Husk dog mere lyd og mindre formynderi næste år.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278