200 udklædte Guantanamo-fanger i Københavns gader skabte undren og debat på USAs nationaldag i går
Tavsheden var larmende.
Sådan kan man roligt betegne gårsdagens happening, da over 200 udklædte Guantanamo-fanger i orange kedeldragter og med sorte hætter over hovedet vandrede gennem Københavns gader i en stille protest mod USA`s udenrigspolitik.
Tusinder af københavnere kunne kun høre lyden af fodlænkernes sagte raslen mod den brandvarme asfalt, mens processionen uden et ord og med korte skridt bevægede sig fra det danske Forsvarsministerium overfor Christiansborg til den amerikanske ambassade på Østerbro.
- Ja, der er desværre en levende forbindelse mellem Danmarks Forsvarsministerium og ambassaden, sagde en af arrangørerne, Erik Sløjfe, lettede på sin hætte, og tilføjede så, at ministeriet i virkeligheden burde hedde Krigsministeriet.
Han var selv med i teatergruppen Solvognens happening for præcis 30 år siden i Rebild Bakker, da han sammen med hundredevis af aktivister dukkede op forklædt som indianere og afbrød festen. Til hest.
Reaktionen på happeningen i går - på USA`s nationaldag - var tydelig.
Teatergruppen Trundholm Moses skræmmende happening skabte lamslåede ansigtsudtryk og stille debat. På en bænk sad en tydligt bevæget sort kvinde og græd, mens CNN og en arabiske tv-station kappedes med DR og TV2 om at få de bedste billeder.
- Jeg elsker de folk for det, de gør, sagde 53-årige Lisbeth Kornum Larsen og pegede på prosessionen, der gik forbi Det Kongelige Teater.
- Det er fedt, at de gør opmærksom på de sindssyge forhold på Guantanamo, mente en anden, stilladsarbejder Ulrik Fransen og holdt en kort pause i arbejdet foran teateret.
Da optoget endelig nåede den amerikanske ambassade istemte de pludselig en enstartet tone; en klagende, men også anklagende lyd.
Det hele sluttede helt bevidst og ironisk med den amerianske sang, Amazing Grace.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278