Ny bog til tankevækkende inspiration for dem, der vil starte i det små, men som alligevel opnå glæden ved en alsidig og inspirerende have
af Mauri Johansson
Haven har formentlig været menneskets ledsager efter udviklingen af jordbruget for ca. 10 000 år siden.
Detaljerede beskrivelser foreligger for de seneste ca. 1 000 år, og i de seneste årtier har strømmen af bøger om haver været strid.
De gode af dem kan være lidt frustrerende læsning, idet en have jo ofte skal have næsten en menneskealder for at blive fuldmoden - og så er det jo for sent at opleve den næste version.
Kjeld Slot har på forlaget Hovedland begået bogen Havespor. Forfatteren er billedkunstner og havearkitekt, hvilket giver særlige forudsætninger for og forventninger til bogen.
Han lægger sin sjæl i at udvikle en alsidig have på knap 600 kvadratmeter. Han beskriver hele processen og krydrer med kulturhistorie, glæder og fiaskoer.
Billedmaterialet dokumenterer resultaterne af de omkring 15 års arbejde, han og familien foreløbig har lagt i projektet.
Haven må ses i nøje sammenhæng med bebyggelsen og terrænets hældninger. Tanken er, i helheden, at skabe en række individuelle småhaver med hver sin stil og stemning.
Store flader af tætklippet græs er ikke forfatterens kop te. En velformet prydhæk eller en omhyggelig beskåret klatreplante stimulerer fantasien meget mere.
Om roserne: 'Brug saksen lidt mindre!'.
Måneskinshaven, damhaven, urtehaven, pilehaven, parterrebedet og entréen - det hele er med.
Siden 1950`erne er det blevet sjældent at arve huse. Nye ejere kaster sig ivrigt med sakse og motorsave over den have, de lige har erhvervet sig - indtil de flytter videre. Der er gradvis kun få autentiske gamle haver tilbage.
Bogen er til tankevækkende inspiration for dem, der vil starte i det små, men alligevel opnå glæden ved en alsidig og inspirerende have.
Kjeld Slot:. Havespor. Forlaget Hovedland. 2006. 144 sider. kr. 298
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278