Hvad ville nogle finde efter os, og hvordan ville deres verden se ud? Hvad ville de tænke om os?

af Kjeld Stenum
Et par skærveknusere tilbage skrev jeg om, at vi gravede fjernvarmemuffer fri på Amager, og at vi i den forbindelse gravede igennem et lag af gammelt affald fra København, som vi takket være en smadret porcelænsplatte var i stand til at tidsfæste til engang for knapt hundrede år siden.
Det satte min fantasi i svingninger. Hvordan havde tingene været for hundrede år siden før flyvemaskiner og computere og penicillin, og hvad var der ikke sket siden? Forleden, hvor min datter var på weekend herude, viste jeg hende alle fundene. Jeg overtalte hende også til at læse min gamle skærveknuser omkring det.
Hun må også have taget det til sig. For senere på dagen, da vi slappede af i liggestolene i en pause i den endeløse lugen have i år, spurgte hun mig lige pludselig, hvordan jeg troede, der lige her, på dette sted i min have, ville være om hundrede år. Hvad ville nogle finde efter os, og hvordan ville deres verden se ud? Hvad ville de tænke om os?
Det var et skidegodt spørgsmål. Ikke fordi jeg på stedet havde et skidegodt bud på det, det havde hun heller ikke selv. Men fordi det var et spørgsmål af den slags, der virkelig får verden til at åbne sig op, og man kan aldrig blive færdig med at brodere på et svar.
Men en ting, jeg er ret sikker på, er i hvert fald, at skvalderkålen, som jeg lige havde slåsset med, den ville være væk uden at have efterladt sig det mindste spor, bortset fra måske, at efterkommer-skvalderkål jo kunne vokse her. De skvalderkål, vi har, er faktisk selv efterkommere af skvalderkål, som munkene indførte i den tidligste middelalder, for dem var det en nytteplante, som de dyrkede.
Forsvundet uden mindste spor ville også mine stauder være. Og dog! Nu er min smag for haveplanter måske lidt - skal vi sige - speciel. Jeg dyrker en del planter som stauder eller frøplanter, som også findes vildt og af de fleste betragtes som ukrudt.
Én af de planter er gederams, en vild, nøjsom, livskraftig og ualmindelig almindelig plante, som jeg holder umådelig meget af, og som en del måske kender bedre under navnet rævehale. Den kan, i modsætning til hvad der siges, holdes indenfor et begrænset område med ret lidt arbejde. Den holder jeg af på grund af dens smukke rødviolette blomsterstand, på grund af dens nøjsomhed, og så fordi den minder mig om den jyske hede, som jeg indimellem savner umådelig meget. Endelig har gederams nytteværdi.
Jeg har lært af min far, som var hundrede procent jysk bonde og nul procent øko-flipper, at urtete brygget på gederams smager omtrent som rigtig te, og det vidste han, fordi hans mor under krigen brugte den som te-erstatning.
Alle, som har arbejdet med jord, ved, at vender man jord, som der ikke har været arbejdet med i mange år, kan det resultere i, at millioner af gederams pludselig skyder frem, selv om der måske ikke er gederams at se i miles omkreds. Jeg har læst, at det skyldes, at gederamsefrø kan ligge i jorden og bevare deres spiringsevne i i hvert fald halvfjers år.
Jeg er overbevist om, at hvis det af én eller anden grund ikke bliver min datter, der overtager min have, når jeg dør eller skal på plejehjem, så bliver det én, der med et fnys vil udrydde mine smukke gederams. Men fortsætter stedet her som haveområde så længe, kan det ske, at en haveejer om hundrede år uforvarende kommer til at stikke sin spade et par centimeter dybere, end alle de andre af mine efterfølgere har gjort, og han/hun på den måde vender nogle frø op i lyset, som er produceret af netop den gederams, jeg sidder og kan kigge på.
Måske vil netop denne haveejer have lige så stor kærlighed til denne ukrudtsplante som jeg og lade min levende plantes første generations efterkommere vokse op og fremkalde drømmerier om fjerne jyske heder. Det er da en lidt spændende tanke.
Det kan godt være, det for nogle vil være et uspændende svar. Men jeg tror faktisk ikke, det er urealistisk at tænke sig, at området her fortsat er haveområde om hundrede år.
Kolonihaverne har allerede eksisteret rigeligt længe til at have bevist deres livskraft som del af dansk kultur. Og mange haveforeninger har jo allerede i dag historie, der rækker op imod halve og trekvarte århundreder tilbage i tiden.
Hvorfor skulle her ikke fortsat være have? Men hvilken verden ville det være have i, det er det lidt sværere spørgsmål. Det måtte jo være en verden, hvor folk fortsat følte behov for den specielle afstresning, der er i en haveforening: lavt tempo, rode i jord, knævre med naboer! Jo, jeg tror på, det vil have en stor fremtid.
Når folk til den tid måske har mere reelt fællesskab med en fagfælle i Korea eller Sydafrika en halv jordklode borte end deres arbejdsgivere giver dem tid til at have med naboen på den anden side i trappeopgangen, når de i arbejdsøjemed måske kostes rundt til de fjerneste egne på no time og udøver deres specialviden på miljøer, de har stiftet bekendtskab med samme morgen, og når de modtager nyhedsinformationer om medmennesker, der koloniserer Måne og Mars, eller hvor langt man nu måtte være nået, så vil de tørste efter ikke grænseoverskridende oplevelser eller vilde udskejelser blandt sære kulturer under fremmede himmelstrøg, men efter simple ukomplicerede nærmiljøer, hvor man bare kan dukke op og være til og rode med småting og ikke tale, men bare snakke med naboerne. Nærmiljøer, der ikke forandrer sig hurtigere end menneskesjælene.
Det kan da også godt være, her vil være super-skyskrabere, produktionscenter for nano-robotter, der kan holde os i live næsten ubegrænset længe, interstellart trafikknudepunkt, mennesketomt forfald efter en altødelæggende krig, eller sådan noget.
Men vil det være mere spændende? Ikke i mit hoved, i hvert fald.