Copenhagen Jazzfestival var mange ting, mange steder og masser af meget forskelligt musik. Massen er vigtig. Men det er lige før det var for meget. Lad os få lidt flere satsninger næste år

af Peter Jørgensen
Sommeren er festivalernes tid. Så sker der noget, der skiller sig ud fra hverdagen.
Det kan man sige skete med Roskilde Festival, hvor 110.000 mennesker i løbet af en uge så at sige etablerer et nyt bysamfund. Roskilde Festival er ikke blot musik, det er kultur i bred forstand.
Copenhagen Jazzfestival var og er noget andet. Det er musik på mange forskellige inden- og udendørs spillesteder i Storkøbenhavn. 300 officielle arrangementer plus mange flere private.
Det første, jeg hørte til festivalen i år var på Roskilde Station - spor 1. Det var en dejlig overraskelse. Akustikken var fin, saxen, bassen og trommerne viste, hvad et offentligt rum, som en station er, også kan bruges til. Musikken blandede sig på fin måde i stationens lydbillede. Det var en af styrkerne ved årets jazzfestival, at arrangementerne var spredt ud over byen, hvor nye lokaliteter aktiveres. Torve, parker og pladser bliver nemlig først torve, parker og pladser når de bliver brugt, og brugt til mange ting.
Desværre kom toget til tiden, netop denne dag.

Tryk på kedlerne
Jazz har fået ry for at være en smal og intellektuel musik. Det er en myte. Jazz er en sanselig musik - måske mest for nysgerrige folk.
Da Trio Beyond spillede under Copenhagen Jazzfestival i Politikens gamle trykkehal på Rådhuspladsen rockede det. Trioen består af Jack Dejohnette på trommer, John Scofield guitar og Larry Goldings på orgel og keyboard. De har netop udgivet dobbelt cd`en Saudades.
Trioen spillede både egne numre og kompositioner af den nyskabende trommeslagen Tony Williams, der blandt andet har spillet med Miles Davis.
Trioen spillede jazz, som når det er bedst. Det var fine kompensationer, og der blev improviseret med stor energi. Og det, der gør en god trio, mestrede de - de lyttede til hinanden og skubbede til musikken, der flyttede sig stadig nye interessante steder hen.
Der var kort og godt nerve i musikken. De udtrykte jazzens sjæl, hvis man kan tale om en sådan, på en måde, hvor fortiden var med, men det var nuet og nyskabelsen der fangede. Det er netop dén zone, der er interessant. Sådan er det også med de fleste af de klassiske jazz-perler. Det er i nybruddet nerven lever. Det var en stor aften.

Nordisk ekko
Nordisk aften i Glassalen i Tivoli var noget helt andet.
Palle Mikkelborg og Carsten Dahl stod for første sæt. Det andet sæt stod norske Supersilent for.
Mikkelborg spillede på sit flygelhorn med den sædvanlige store rumklang. Angiveligt en stemme fra dybet, der når sfæriske højder. Det er vitterligt smukt. Alt for smukt. Der var ikke bid i, selvom der indimellem var et fint improviseret samspil mellem Dahl og Mikkelborg.
Supersilent, der består af fire unge nordmænd, der supplerer trommer, keyboard og trompet med moderne elektronisk grej. Til at begynde med lød det i retning af Mikkelborgs musik, men der kom hurtigt kanter og kontraster.
Noget, der lignede samisk sang gennem trompeten og lyde, udtrykte et konfliktfyldt landskab mellem tradition og det moderne samfunds opløsninger. Der var billeder og fortællinger i lange forløb, der gradvist opløste sig i et rytmisk kaos.
Supersilent er blandt andet inspireret af rap-musikken, elektronisk musik, jazz m.v. Først og fremmest er det eksperimenterende musikere, der pløjer nyt land op, så det kan høres. Det er tydeligt, at musikken ikke blot er sit eget univers, men står i forbindelse med samfundet, tingene kommer jo et sted fra. Aftenen viste både jazzens stilstand og bevægelse.

Fra New York
Også Bill Frisell og hans gruppe viste under Copenhagen Jazzfestival, at jazz`en bliver mere og mere mangfoldig, ja måske ligefrem opløser sig. Tiden er præget af, at de forskellige genrer, hvor verdensdele mødes, kombinerer og inspirerer hinanden. Grænserne opløses også i musikken - nye opstår.
Bill Frisell spiller guitar. Mest jazz, men han har også spillet for eksempel folkemusik og rock.
Hans spil er englekønt og kantet med bid i. Kompositionerne er ret enkle og gentages i længere forløb. Gruppen med trompet, sax, bas og trommer flytter til stadighed figurerne, så der opstår et dynamisk rum i musikken. Frisell spillede kun ét sæt. Opvarmningssættet stod Christoffer Møller and the Kid Fish Project for.

Deler vandene
Brad Mehldaus trio med Larry Grenadier på bas og Jeff Ballard på trommer, spillede også i Glassalen i løbet af festivalens ugelange forløb.
Brad Mehldau deler vandene lidt. Han har sine entusiastiske fans, og så er der dem der mener, at han er lige lovlig smart. Eller sagt på en anden måde; der er for meget teknik og for lidt på hjerte. Netop dét er er et stort spørgsmål i meget jazz i dag, der ofte lyder, som om der spilles jazz. Der er så forfærdeligt mange unge musikere, der spiller så afsindigt godt, men Mehldau er en moderne musiker, der benytter sig af mange kilder fra pop, rock til moderne kompositionsmusik. Han spiller for eksempel numre af Beatles og Radioheads.
På én gang spiller han både enkelt og komplekst. Det virker som om Brad Mehldau er ved at finde et mere sammenhængende og koncentreret udtryk i sit spil, hvor det netop er dens indre dynamik, der kommer til udtryk.

Fra Mali
Operaen dannede rammen om Salif Keitas koncert under jazzfestivalen.
Selif Keita er en stor stemme fra Mali. Af grunde, jeg ikke skal komme ind på her, kaldes musikken fra denne og andre kanter for verdensmusik. Så er vi sikre på, at han også er en af vores egne.
Indhyllet i røg entrede Salif Keitas orkester med forskellige elektriske strengeinstrument og slagtøj scenen. Så kom de to synkrondansende sangerinder og til sidst showmasteren selv iført hvid kalot og hvidt tøj.
Forventningerne i Operaen var store. Musikken er et mix af musik fra Mali, pop, jazz med videre. Det kørte effektivt og Keita sang klart og markant igennem og hen over musikken, uden at vi dog forstod en bønne af, hvad den handlede om.
Men måske var det blot en udlægning af det budskab, han åbnede koncerten med 'Peace and love. That`s what I`m talking about'.
Næppe var koncerten gået i gang før Keita bad folk rejse sig. Det skete. Stemningen var bestemt positiv, men ikke rigtig løssluppen. Selvom det var et flot og velspillet show, var der alligevel ikke fuldt tryk på kedlerne. Operaen var for knugende. Det ville have fungeret meget bedre på Roskilde, hvor Keita har spillet for et par år siden.
Bedst var de få solonumre, hvor Salif Ketita sang, støttet af de to sangerinder og sin guitar.

Et godt råd til næste år
Copenhagen Jazzfestival er mange ting, mange steder og masser af meget forskelligt musik. Massen er vigtig, men det er lige før det blev for meget i år.
Der må gerne være mindre og mere sats til næste år.
For de lokale folk - københavnerne - vil det egentlig også være at foretrække, at det hele strakte sig over en længere periode. Når alt kommer til alt, er det jo blot en række enkeltarrangementer.
Peter Jørgensen, jazzanmelder