Her er en hilsen fra vor faste jazzanmelder Ib Olsen, der startede med at gå til en af Copenhagen Jazzfestivals dyre koncerter. Men det var på de gratis koncerter, han fik hele folkelivet med

af Ib Olsen
Da jeg bor 120 km fra København blev det kun til et mindre udvalg af de 900 koncerter, jeg fik hørt under Copenhagen Jazzfestival i år.
Men hvilke...
Makiko Hirabayashi Trio var en dejlig oplevelse i Borups Koncertsal i København. I øvrigt en fin lille koncertsal med en god akustik.
Trioen bestod af Klavs Hovman, bas og Marilyn Mazur, trommer og percussion. De ledsagede japanske Makiko på piano.
Sammenspillet fungerede 100 procent. Musikken havde både en japansk og nordisk tone, der gik op i en højere enhed.
Det er en trio, som er et genhør værdigt. Til september udkommer trioens første cd.
Marilyn Mazurs kvalifikationer er jo velkendte. Ikke mærkeligt, at Miles Davis kunne bruge hende i sit band. Mazurs mand, Klavs Hovman, havde jeg ikke hørt før, men det viste sig at være en af de helt store danske basister, som vi er så heldige at have så mange af.
Makiko er en meget dygtig pianist. Skulle hendes spil sammenlignes med noget, kunne det minde lidt om Gerry Allens.
Københavnerne får nok mulighed for at høre denne trio i vintersæsonen, så grib chansen. Jeg kører gerne 120 kilometer igen for at høre dem.

Gang i den
Og så til Spring, der spillede på Gråbrødre torv under Copenhagen Jazzfestival.
Bandet består af Anders Banke, sax, Torben Snekkerstad fra det klassiske konservatorium, Jonas Westergaard bas, og Peter Bruun, trommer og percussion.
Første nummer lød da også nærmest som klassisk musik. Der blev dog hurtigt gang i den. Mon ikke de to melodiinstrumenter har hentet inspiration fra John Coltrane og Eric Dolphy. Spændende gruppe.
På mig virkede det lidt forstyrrende at Anders Banke skulle stå og balancere på et ben, når det gik hedest til.
Men stemningen var meget fin. Mange unge tilhørere. En ung smuk kvinde ved siden af åbnede sin beauty box, som dog viste sig at være en lille køleboks. Hun delte gavmildt ud af nogle dejlige kirsebær. Desværre blev vi væk for hinanden, da jeg skulle hente min cykel, for vi skulle ellers begge til Kongens Have...

Musik er universel
Og så over til koncerten i Kongens Have med Silvana Malta-gruppen, der havdesamlet flere tusinde mennesker. Musikerne var Airto Moreira, percussion, Jonas Johansen, trommer, Silvanas mand, Torben Westergaard, bas, Steen Rasmussen piano og Jacob Fischer på guitar.
Sangerinden Silvana Malta er fra Rio de Janeiro. Hun synger bossa nova, men også sange fra det nordlige Brasilien. Det forhøjer selvfølgelig oplevelsen, når man forstår brasiliansk (godt at man har tilbragt 20 år i Sydamerika.)
Det var et virkeligt kup, at Silvana Malta havde fået Airto Moreira til Danmark til festivalen; den bedste brasilianske percusionist.
Et 15 minutter langt solonummer af Airto betog publikum fuldstændigt. Der var øjeblikke, jeg kom til at tænke på grønlandsk trommedans. Musik er jo et universelt sprog.
Torben Westergaards hyldestkomposition til Airto Moreira gik også rent ind hos publikum. Heldigt at Torben efter længere ttids ophold i Rio de Janeiro fik Silvana Malta lokket med til det kolde Danmark.
Hvis du mistede denne fine koncert, kan jeg anbefale Ceu do Brasil, brasiliansk himmel, der er Silvana Maltas sidste cd.

Synger dansk
12. juli på Gråbrødre Torv. Et velegnet sted uden generende trafikstøj. Helle Hennings kvintet.
Dansk er garanteret et meget vanskeligt sprog at synge på. Det har Helle Henning valgt at gøre.
Den amerikanske sangbog indeholder mange banaliteter. Det gjorde Helle Hennings danske tekster også. Det var mere pop end jazzsang. De ledsagende musikere, Christina von Bulow, sax. Nikolaj Hess, piano, Jens Skou, bas og Jonas Johansen, trommer, ydede som vanligt en fin indsats.
Helle Hennings største indsats er nok, at hun har tag i publikum, der ellers ikke ville gå til jazz. Og det er jo ikke så dårligt.
Eftermiddag i Kongens Have. Gruppen
Beautiful Day med Jakob Dinesen, tenorsax, Jakob Bro guitar, Nicolai Munch Hansen, bas og Jeppe Gram, trommer.
Det er dansk avantgarde- jazz, når den er bedst. Kompositioner af Jakob Bro, som skriver lige så godt, som han spiller guitar. En hyldest til tilegnet Eric Dolphy var ualmindelig smuk.
Jakob Dinesen behersker sin tenorsax suverænt. Jakob Bro spillede en lang solo. Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvad elektronik, han benyttede for at frembringe denne helt specielle guitarlyd.
Et stort fremmøde af yngre mennesker lover godt for fremtiden.