I år er det 100-året for Henrik Ibsens død. Digteren og forfatteren satte samfundshykleri i centrum. Han var anti-provinsiel, socialt indigneret og imod liberalismens kompromisser og dens meget begrænsede frihedsbegreb

af Klaus Haase
Henrik Ibsen (1828-1906) blev ikke alene en verdensberømt nordmand, men boede også 27 af sine leveår udenfor sit land: Rom, Dresden, München blev hans bosteder, samtidig med at han formåede at skrive på grundlag af sine norske rødder.
Han nåede at smide 26 dramatiske værker i hovedet på både et begejstret og et vildt forarget publikum i sin levetid. Meningerne var delte, fordi Ibsen i sine skuespil tillod sig at flytte fra kongelige og aristokratiske miljøer til borgerlige dagligstuer.
Man taler om den realistiske naturalistiske kunst. Om symbolisme. Om problem-dramaet. Intet blev pakket ind i samspillet mellem Ibsens dramatiske figurer. Han skrev om kvinders frigørelse, misrøgt af børn. Han satte samfundshykleri i centrum.
Han kom psykologisk skånselsløst rundt om sine figurer. Han var selv sagt kontroversiel i sin tid. Og er det stadigvæk.
Man kan dele Ibsens dramaer i fire perioder: De tidlige historiske. De romantiske stykker. De sociologiske og problemdebatterende dramaer, og endelig de sidste stykker, måske de mest gådefulde og svært tilgængelige.

Ibsen-feberen i Europa
Man talte ligefrem om en international Ibsen-feber. I Tyskland i 1880`erne og i England i 1890`erne. Næsten alle hans største værker blev skabt i udlændighed, og oversættelserne væltede frem. Eksempelvis har Marx` datter Eleanor oversat Ibsen!
Ibsens beundrere talte personligheder som Joyce, George Bernard Shaw, Munch og Brandes.
Ibsen og danskeren Brandes havde meget til fælles: De flygtede begge skrigende bort fra hver deres lille provinsielle fædrelands selvtilstrækkelighed og nationalisme.
Ibsen tog Brandes` antiprovinsielle og sociale tanker til sig, og han talte imod liberalismens kompromisser og dens begrænsede frihedsbegreb. Ibsen mente, at den sande frihed er social frihed, åndsfrihed, tankefrihed og samvittighedsfrihed.
Som sin meningsfælle Brandes talte Ibsen om, at Skandinavien havde sat sig udenfor de kulturelle hovedstrømninger. I dag kan man drage en parallel til den nationalisme og selvtilstrækkelighed som visse politiske strømninger i dagens Danmark dyrker. Noget, der giver sig udtryk i fremmedfjendskhed og lukkethed udadtil!
Via sit problemskabende drama tilkendegav Ibsen sine meninger og kom ud med sine synspunkter.
Foruden sine dramaer skrev han artikler, essays og 300 digte.

Hvor kom han fra?
Henrik Ibsen blev født i en velhavende familie i Skien i Norge. Hans far blev offer for finansielle transaktioner, hvilket berørte sønnen dybt.
Som 15-årig kom han i apotekerlære. Det var meningen, at han skulle have studeret medicin, men hanb opgav studierne til fordel for teatret. Først som assistent på Det Norske Teater, derefter kunstnerisk direktør. Efter teateret gik fallit, blev han litterær konsulent på et andet teater.
Det var i 1864, han forlod sit fædreland i en slags eksil. Eksilet kom til at vare 27 år.
Det var med dramaet 'Et dukkehjem', han fik sit internationale gennembrud i 1879 samt 'En folkefjende' i 1882.
Herefter kom 'Vildanden' i 1884 og 'Hedda Gabler' i 1890. Disse stykker tilhører det socialkritiske, psykologiske og symbolske drama. Hans ligeledes verdensberømte versdrama 'Peer Gynt', der for nylig var genstand for en spændene genfortolkning i Danmark, var på mange måder ærkenorsk, men blev ikke desto mindre skabt i hans første eksil i Rom.
Omsider i 1891 vendte han hjem til sit fædreland, hvor han døde.