20 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

To vagabonder - to genier

To vagabonder - to genier

Onsdag, 30. august, 2006, 00:00:00

Med Modern Times byder Bob Dylan på vital rockabilly og stemningsmættet blues

af Phillip Seidler
Sammenfalden og svag sad Bob Dylan den 30. juni bag sit orgel på Roskilde Festival og lirede sit program af. Tynget af sin egen musik som en kræftsyg af sin sygdom sad han der.
Med det billede i frisk erindring er kontrasten enorm, når man sætter Dylans nye album, Modern Times, på anlægget. Vital, eller rettere, vitaliserende rockabilly og blues strømmer ud af højtalerne. Og Dylans nasale stemme skyder teksterne ud i rummet med en velgørende lyst og gør pladen absolut stemningsmættet.

Moderne tider
Tekstmæssigt kommer Dylan vidt omkring. Kærlighed. Arbejderundertrykkelse. Populærkultur. Tro. Umiddelbart er det svært at finde en rød tråd, men her giver pladens titel et vigtigt hint.
Modern Times er nemlig også navnet på en film af Charles Chaplin fra 1936. I denne filmhistoriske perle bliver 'vagabonden', kendt fra mange Chaplin-film, udnyttet som samlebåndsarbejder i depressionens USA. Gennem hele filmen trædes han under fode af kapitalen og dens håndlangere i sin søgen efter arbejde og retfærdighed.

Intet skønmaleri
Med Modern Times viser Dylan sin lytter et glitrende og frastødende billede af vores moderne samfund. Herved bliver han pudsigt nok postmoderne, idet han trækker paralleller mellem Chaplins og sin egen modernitet.
For de to geniale vagabonder, rejsende i henholdvis film og musik, er sorger og glæder lige store dele af den moderne tilværelse. Kærlighed og udnyttelse er definerende for Chaplins såvel som Dylans tid. Det ene i det små, det andet i større skala.
Dylan maler således vores tid med musik. Og selvom billedet ikke er direkte revolutionært, er det heller ikke noget skønmaleri. Hør bare teksten til Workingman`s Blue #2. Manden har fat i noget af det rigtige.

Bob Dylan. Modern Times. Sony BMG. 2006. www.bobdylan.com.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


30. aug. 2006 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:15

Kultur