Hvis Ungdomshuset stopper vil det virke ødelæggende på Københavns kulturliv. Det vil skabe et heftigt vacuum i hele resten af byen, siger Ungerens bookinggruppe.
af Anders Fenger
20 bands har øvelokaler i Ungdomshuset på Jagtvej i København.
Ryger 'Ungeren' har de intet sted at gå hen.
Emil på 23 fra Ungdomshusets booking-gruppe ridser tørt konsekvenserne af en lukning op.
- Der vil komme et vacuum i kulturlivet i København. Her er alle berettiget til at øve og træne på helt egne præmisser. Meget punk og hardcore vil blive ramt. For Ungeren er den eneste reelle scene for disse genrer i København, siger Emil og tilføjer, at Københavns kommune slet ikke tilbyder de amme faciliteter i forhold til øvelokaler.
- Du skal jo have et job for at kunne lægge penge til øvelokaler. Hvad med alle de bands, der har medlemmer på SU, spørger han retorisk.
Emil skubber med foden til et stykke brænde fra bålstedet bag Ungdomshuset. To unge knægte på vel sagtens 10-11 forsvinder ud af døren. Måske kommede punkmusikere på udkig efter den eftertragtede scene. Eller også bare to nysgerrige københavner-unger, der har hørt at kommunen vil af med fristedet på Nørrebro. fristedet, som den socialdemokratiske overborgmester Egon Weidekamp i begyndelsen af 1980`erne måtte give de unge bz`ere for at få ro.
Mangle lydfolk
Emil, der helt ikke vil have taget et portræt til avisen, er en helst almindelig fyr fra Roskilde. Her arbejdede han i kulturhuset Paramount med at arrangere punk- -hardcore, -folk og rockkoncerter.
Han ved, hvad han taler om, når han påstår, at København vil komme til at mangle lydmænd og teknikere til koncerter hvis Ungeren lukker. Ungdomshuset har kørt en slags alternativ uddannelse i flere år.
Spillestederne Vega, Loppen, Rust og Stengade 30 i København er da også nogle dem, der straks kom med støtteerklæringer til 'Ungeren', da Østre Landsret tilkendte Faderhuset matriklen på Jagtvej 69.
Men også for hundreder af andre unge vil en lukning betyde konsekvenser.
- I bargruppen hernede lærer du for eksempel at holde barregnskab med momsafregning, du lærer at booke bands, at arrangere koncerter og lave plakater, fortæller Emil, der i flere år har specieliceret sig i netop disse ting i Bookinggruppen.
Gør det selv
Han nævner især Ungdomshusets musikalske koncept, DIY. det står for 'Do It yourself.
- DIY er selve den kulturelle grundpille. Det er anti-kommercielt. Og satser på, at alle skal udføre alle opgaver selv. Man øver og udvikler en helt egen stil. Man booker selv. Man arrangerer selv turnerer. Man udgiver selv egne plader. Eller også udgives det på DIY-labels. Uden Sony, EMI eller Koda Gramex indblanding. Uden bookingselskabers kontrol, forklarer Emil og smiler.
Det er tydeligt, han elsker konceptet.
- Det er ekstremt vigtigt ikke at blive købt. Det, der driver værket hér, er ikke penge eller karriere. her sælger vi ikke ud og går ikke på kompromis med de store pladesel skaber, siger Emil.
Smitter den højspændte situation med Ungdomshusets fremtid på spil af på musikudbuddet på jeres scener?
- Det er svært sige. Det tror jeg ikke. det er business as usual. Vi forsætter konceptet. Og bands`ene fortsætter med at øve og de koncerter, vi har planlagt løber af stabelsen, siger Emil og tilføjer, at også teatergrupper, cirkus og malere vil blive ved med at bruge huset, fortæller han.
Emil accepterer ikke mange mediers påstand om, at Ungdomshuset blot er et sted for en skæv subkultur uden appel til ret mange.
- Okay, vores DiY-koncept har slet ikke en fan-kultur, som meget mainstream-kultur er fuldt med i dag. Vores musik og kultur har ikke en stor og bred tilslutterkreds. Den slår ikke igennem på P# eller MTV.
- Men i virkeligheden stammer mange af de nuværende bands, der måske kan betegnes som mainstream fra undergrunden og vores scener, tilføjer han.
Men afviser du, at I er subkultur?
- Ja, Sådan kan du ikke stille det op. Ungdomshuset er ikke en speciel subkultur. Ungdomshuset er ikke kultur, men det indeholder kultur. Også subkulturer. Måske er nogle af brugerne hernede og publikum en del af noget subkultur, forklarer Emil og smiler overbærende.
Der er tydeligvis noget, vi ikke har forstået.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278