Ny bog fremhæver Cubas varme solidaritet med blandt andet Afrika. Den viser, trods en bombastisk titel, Fidel Castros menneskevarme og sociale holdninger, skriver den tidligere BOPA- sabotør, Per Mortensen

af Per Mortensen
I anledning af Fidel Castros 80 års fødselsdag, har Dansk-Cubansk Forening udsendt en samling taler og samtaler med Verdens længst siddende regeringsleder. Den hedder 'Man kan ikke slå idder ihjel'.
Fidel Castro fortæller her om sin barndom, om sine forældres religiøse baggrund og om sin skolegang. Først med en primitiv undervisning hos hjemmelærere, så i kristne og pengeglade forskoler, for så til sidst at slutte på et fremragende gymnasium, som den katolske Jesuitterorden stod for.
Men Fidel Castro oplevede også, hvordan sorte og fattige mennesker blev diskrimineret.
Han begyndte at drage socialistiske konklusioner, og da han kom på universitet i Havana, kaldte han sig for en utopisk kommunist. Men vigtigere var, at Fidel Castros beundrede det cubanske folks frihedskamp. Cuba blev for 500 år siden, da Columbus invaderede landet, en europæisk koloni, med dyrkning af sukkerrør som hovederhverv.
Men på grund af de spanske godsejeres grådighed og på grund af de umenneskelige arbejdsforhold, blev den oprindelige befolkning næsten udryddet.
Godsejerne begyndte derfor, at købe en mere robust arbejdskraft fra Afrika. Denne slavehandel, som også danske myndigheder og købmænd tog aktivt del i, blev derfor en vigtig del af den kapitalistiske udbytning af Cuba.
Brug af slaver som arbejdskraft var ellers stort set forsvundet, efter Romerrigets fald ca. 1000 år før, men de europæiske kongedømmer begyndte igen, at bruge denne modbydelige produktionsform i deres kolonier.

Batista
Efter utallige slaveoprør fik Cuba, i øvrigt med støtte fra USA, en slags fri forfatning omkring år 1900, men som det også kendes fra Europa, så var godsejerne og overklassen imod mere økonomisk magt til folket, og Cuba endte som en fascistisk militærdiktatur under Fulgario Batista.
I 1953 begyndte der imidlertid til et partisan oprør mod diktaturet, og 8. januar 1959 kunne rebel-hæren rykke ind i Havana under ledelse af Fidel Castro.
Den ny republik lavede med det samme en lang række sociale reformer, hvor uddelingen af jord til jordløse bønder sikkert var den vigtigste beslutning. Godsejerne, og amerikanske foretagender, som United Fruit, var selvfølgelig imod, at deres enorme plantager - måske svarende til 100.000 småfarme - blev eksproprieret, og de begyndte nu en indædt kamp for igen at få ejendomsret til deres beslaglagte plantager. Her fik de støtte fra de af Batistas tortur bødler, der efter revolutionen var flygtet til Miami, hvor de nu i deres afmagt kalder Cuba for en slyngelstat.

Solidaritet
Slyngelstat. Det er selvfølgelig en fed fascistisk løgn, for netop Cuba er førende i international sundhedspleje og lægeuddannelse i den den tredie verden. Efter jordskælvskatastrofen i Pakistan sendte Cuba for eksempel over 1000 læger til Pakistan. Og de tog ikke hjem om vinteren.
Cubas historie har selvfølgelig gjort det naturligt at støtte oprøret mod kolonimagterne i Afrika, hvor især støtten til ANC under kampen for en lige ret for alle i Sydafrika, og Angolas kamp mod de globale råstof monopoler, skal nævnes.
Efter ANC havde sejret i 1991, var Cuba da også det første land, Nelson Mandela besøgte, og i Havana sagde Mandela blandt andet: Det cubanske folk har en særlig plads i hjerterne på Afrikas folk på grund af det bidrag, Cuba har ydet til Afrikas uafhængighed, frihed og retfærdighed, og som er uovertruffet på grund af sin principfaste og uselviske karakter.

Social holdning
I 1998 besøgte pave Johannes Paul II Cuba, og medierne berettede om en en glad Pave, der mødtes med glade cubanere, som på ingen måde var udsat for religiøs undertrykkelse.
Men i modsætning til Pavens besøg i Polen, så skrev de vestlige medier kun lidt om Pavens besøg i Cuba, måske var det gode besøg ubekvemt for Batistas bødler og støtter i Miami, og måske var det vigtigere at skrive om Monica Lewinskys cigar i Det Hvide Hus.
Men læs selv denne fine bog om Fidel Castro, hvor min eneste anke er den bombastiske titel: Man kan ikke slå idéer ihjel! I dag bomber man jo idéer væk med klyngebomber, krydsermissiler og måske snart med atombomber.
Måske er det en anden historie end Fidels menneskevarme og sociale holdninger, men måske ikke?

Fidel Castro: Man kan ikke slå ideer ihjel. Kan købes hos Dansk-Cubansk Forening.