Lige dele arrogance, neokonialisme, humanistisk hjælpsomhed, visuel iscenesættelse og selvhøjtidelig i dansk kunstners projekt i Uganda

af Finn Hermann
Kunstner Kristian von Hornsleth har foræret geder til fattige afrikanere mod at de antager hans navn, først som mellemnavn, siden som efternavn.
Lad os prøve at se aktionen som kunstværk, som et eksotisk maleri med levende modeller, en happening eller en provokation:
Kunstneren opfatter sig selv som kunstner og påstår dermed, at han kan tillade sig at gå til eller overskride grænser, der er hellige for andre. Det er jo også ok, hvis han deler forudsætninger med sit publikum eller sine medspillere, hvis de for eksempel forstår eller genkender provokationen som provokation, læser den med de samme kulturelle briller som kunstneren.
Et kunstværk kan ved sin provokerende eller mangetydige karakter få 'beskueren' til at stille sig selv en række spørgsmål, blandt andet om hvad kunst egentlig er, og hvilke værdier, vi udtrykker igennem den.
I dette tilfælde kunne kunstneren påstå, at han problematiserer, hvordan den hvide mand ser sig selv og sit kolonialistiske arvegods i forhold til andre værdier og kulturelle udtryk.

Afstand
Til dette formål 'shaker' von Hornsleth en cocktail af lige dele arrogance, neokonialisme, humanistisk hjælpsomhed, fattige, men levende afrikanere, visuel iscenesættelse og selvhøjtidelighed.
Men den selvironi, som Chr. Lemmerz` berygtede grisekroppe udtrykte, eller som man i så rigt mål finder i Peter Carlsens selvportrætter som fed cigarrygende kolonialist iført tropehjelm, er det svært at få øje på hos Kristian von Hornsleth.
Helt i aktionens ånd har han anbragt et lille aristokratisk von foran efternavnet Hornsleth, hvilket yderligere understreger afstanden til de sultne landsbyboere.
Historien er også med, for under den gode gammeldags kolonialisme skete det jo ikke sjældent, at særligt udvalgte blandt de undertrykte blev 'adopteret' ind i de rige hvides verden, enten som brugsgenstande eller som underholdning.

Ingen respekt
Hornsleth vil påstå, at han har indgået en byttehandel med afrikanerne. De får hans navn - det gør jo ikke fysisk ondt, vel! - plus en ged. Han får en lille bid af deres identitet og har givet dem et tilbud, de ikke kan sige nej til.
Men sker denne bytteandel mellem to ligeberettigede parter? Måske gør det ondt på afrikanerne på en anden måde, fordi von Hornsleth ikke forholder sig til, og dermed ikke respekterer, hvad et udefra påtvunget navn kan betyde for et menneskes identitetsoplevelse, ikke mindst hvis det tilhører en anden kultur end hans egen?
Har von Hornsleth tænkt den tanke?