Kulturen ud til folket! Sådan er sloganet i Venezuela, hvor alt fra teenagere til bedstemødre kræver direkte del i kulturen. Her og nu. En bevidsthedsrevolution er i gang

af Anders Fenger
Pludselig sad han dér. Præsident Hugo Chavez fra Venezuela. Midt på en plads i Caracas og læste højt af den berømte bogklassiker, Don Quixote.
Ministre i regeringen og vicepræsidenten var i andre parker og på pladser for at læse op fra bogen.
Rundt omkring delte flittige hænder bogen gratis ud til dem, der ville have den.
Projektet hed Bogens Dag. Det går ud på at udgive en bog hver dag, som kan komme ud til folket gratis. Kulturen skal ud til folket er blevet det store slogan i landet, der ved siden af sociale og politiske fremgange også kan byde på lidt af en kulturrevolution.
Marlon Acosta fra Venezuelas statsradio fægter med begge arme mens han fortæller historien. Han er i Danmark for at udbrede kendskabet hos danskerne til, hvad der er i gang på nordsiden af Sydamerika.
- Som du jo nok ved bygger vi 'socialismen i det 20 århunderede', bemærker Acosta i en diskret og ganske lille bisætning, som var det omtalen af sin mosters hofteoperation, det drejede sig om.
- Kulturen skal tættere på folk. Vi skal væk fra den gamle forestilling om, at kultur, kunst og film kun skulle være for de intellektuelle og fine. Folket skal ikke længere leve i rollen som forbrugere eller tilskuere, siger han og fortsætter, nærmest uden at stoppe op for at trække vejret.
- På et tidspunkt indbød vi fra Venezuelas statsradio 300 musikgrupper til at møde op i flere pladestudier. Her kunne de for nul kroner indspille musik. Det kom der 14 cd`er ud af, som gratis er delt ud til landets 700 radiostationer.
Marlon Acosta hiver cd`erne op af en brun papirspose og smækker på bordet
- Vi mener nemlig, at vi er ved at glemme vores historie og musikalske rødder. Derfor indeholdt cd`erne 100 procent Venezuela-musik. Og ikke 'gringo-musik' fra USA, fortæller den 39-årige venezulaner, der er studievært i ungdomsprogrammet Somos lo que anda.
- Vi er startet på en proces, der revurderer og genvinder vores kulturelle rødder. Størstedelen af befolkningen skal have adgang til kulturen.

Fifty-fifty
Marlon Acosta beretter, at staten har vedtaget en lov, der skal sikre, at alle radioer, alternative, statslige som private, skal spille 50 procent musik, lavet i selve Venezuela; salsa, hip hop, rock, folkesange, heavy metal, reggae osv.
- Det var helt skævt før, griner Acosta, og skyder på, at tre fjerdele af al musik spillet i radioerne var fra USA.
- I vores nuværende ungdomsprogram bruger vi musik helt bevidst. For eksempel sætter vi arabisk musik på som 'undskyldning' når vi behandler et emne som konflikten i Mellemøsten, smiler Marlon, og klør sig i de daggamle skægstubbe, mens han tørt tilføjer.
- I gamle dage ville dette jo være det rene Bin Laden-terrorisme.
Han slår en rungende latter op, der får en af Arbejderens medarbejdere til bekymret at stikke hovedet ind ad døren.

Medieansvar
Acosta fortsætter uanfægtet.
- Tidligere var statsradioen spundet ind i aftaler med private medier. Musikken var ren kommerciel og indholdet handlede om USA, fortæller Marlon Acosta, der stammer fra området i syd, hvor Orinoco-floden spinder sig gennem lavlandet ud mod Atlanterhavet.
- Men nu har vi indført Loven om mediernes samfundsanvsvar. Vi har oprettet lister over uafhængige journalister, som har ret til at byde ind på ideer til radio-programmer for på den måde at konkurrere om bedste forslag eller ideer.
- Man sender blot et pilotprojekt ind eller en demo, så tager vi den bedste ide, forklarer han.
Han mener, det før var utænkeligt, at for eksempel handikappede havde deres eget radoioprogram i statsradioen, som de selv styrede.
Dét har de nu.
Tidligere ville det også være uhørt med de hundredevis af kulturworkshops, radioen har kørende.
- Her er ikke eksperter. Men ideen spreder sig. Vi afholder egne rock, hip hop, reggae og salsa-festivaller, der ikke giver nogetsomhelst rum til de private og kommercielle medieinteresser. vi bruger også internettet til at undgå dem, forklarer venezuelaneren, der før sin mødetid på radioprogrammet arbejder i Udenrigsministeriet som informationschef., Her skriver han og syv kolleger pressemeddeleser og fortæller udenlandske gæster om kulturen i det latinamerikansle land.

Private medier
Netop de private og kommercielle mediefolk er daglige fjender af Marlon Acosta og hans folk på både radioen og i ministeriet.
- Vi er meget glade for den nye lov, der hedder 'Loven om mediernes sociale ansvar.' Den forsøger at stoppe mange private mediers manipulationer, beretter han.
Han spørger interesseret, om vi kender til mediernes rolle i kupforsøget mod præsident Hugo Chavez i 2002. Her var de private medier på kumagernes side og spredte bevidt løgne og fordrejninger direkte i æteren. Løgne, som befolkningen dog ikke længere troede på efter de få timers forvirring.
- De private medier eksisterer stadig. Men vi kæmper helt konkret for, at tv på skærmen skal oplyse, når de bruger arkivbilleder. Det er der rent faktisk en lov for nu, forklarer Marlon Acosta og drejer en anelse på sin baseball-kasket.
- De her private mediefolk er dygtige til at finde smuthuller i loven, der også kræver, at de lægger dokumentation for de påstande, de fyrer af i æteren, siger radioværten, der er uddannet journalist ved Universitet i Caracas.
Venezuela har i øjeblikket en lov, der kræver at medierne dokumenterer deres påstande.
- Men for eksempel lyder det typisk stadigvæk i tv, at 'en embedsmand i USAs udenrigsministerium oplyser at menneskrettighederne krænkes i Venezuela.'
Påstanden bliver flittigt dækket i alle private medier.
- Når vi så undersøger kilden nærmere, viser det sig at det er sekretæren til sekretæren til ham, der tømmer skraldespanden i USAs udenrigsministerium, griner Marlon Acosta, og ser håbefuldt frem for sig. Forstod vi pointen?

Dobbeltmagt
- Summa summarum. Situationen minder om en slags laboration med propaganda og modpropaganda. Der er ikke tid at slappe af. Vi skal hele tiden være på forkant med, hvad de kan finde på.

Der eksisterer altså på medieområdet en slags dobbeltmagt?
- Denne dobbeltmagt er beskrevet i vor forfating. Vort demokrati er et deltagerdemokrati, hvor folket har førerrollen. Vi har mange konkeret problemer på grund af denne dobbeltmagt, som du kalder det. Når vi i Udenrigsministeriet skal lave fælles deklarationer i OAS (Organisationen af Amerikanske Stater) eller i det Caribiske fællesmarked eller i Andes-samarbejdet, støder vi hele tiden på krav fra de andre lande om at nævne 'repræsentativt demokrati'. Og det har vi ikke, forklarer Acosta og rører rundt i sin sorte, meget sorte kaffe.

Kultur til folket!
- Vi fortsætter dog ufortrødent vores vej. Kulturen er en uadskillelig del af vores deltagerdemokrati.
- Da dem ny kulturlovgivning kom på tegnebrættet, sagde nogel bolivarianske politikere, der støtter Chavez, at de nok skulle repræsentere folket og skaffe kulturen ud til dem. Men så reagerede folket øjeblikkeligt. De krævede, at der blev lavet kulturråd lokalt, der kom med ideer og forslag, beretter venezuelaneren grinende og tilføjer i samme åndedrag, at der var eksempler på vrede borgere, der ikke ville nøjes med at andre bestemte, hvad kultur der skulle være i deres boligområde.
- Jeg giver dem ret. Det dur ikke, at staten kommer til lokalsamfundet med en pose penge og siger; nu skal I have en biograf, når de gamle bedstemødre hellere vil have et dansested, kluklér Marlon Acosta.

Er der også tale om en bevidsthedsrevolution i disse år i Venezuela?
- Ja, men det er nærmest gået for stærkt. Vi troede i 1998 nærmest ikke længere på, at vi kunne komme til magten. Derfor er det først efter, vi har vundet, at vi søger efter vores revolutionære ideologi og den bolivarianske bevidsted. Den samfundpolitiske skoling eller bevidstgørelse starter i de bolivarianske cirkler, som er forsamlinger af borgere overalt fra slumkvarterer til landbrug, beretter Acosta.
- Vi er nået rigtig langt med at mobilisere befolkningen til handling, men vi mangler at bevidstgøre folk dybere. Tænk på, at vi er et tv-folk, et audiovisuelt folk, der konstant vil se tv.
- Vi vi skal genopfinde vidensformidlingen, for vi har mistet de historiske pejlemærker. I mange år har vi levet i et konstant 'nu'.
- Vi må definere os selv politisk og ideologisk og kende vor rødder. Vi må fortsat gøre folket til deltagere og ikke tilskuere, slutter Marlon Acosta, og gør klar til besøget i Malmø på den anden side af det spejlblanke sund, hvor nysgerrige svenskere står klar til at høre om kulturrevolutionen i det store sydamerikanske land.

Om Venezuela
1989: Carlos Andres Perez` regering i det sydamerikanske land slår hårdt til mod en række demonstranter, der er imod dyre priser. Mellem 300-2000 mennesker dør.
1992: 120 dør efter to mislykkede kupforsøg, det ene af løjtnant Hugo Chavez.
1998: Hugo Chavez vælges demokratisk til præsident.
2002: Højrepartierne, arbejdsgiverforeningen FEDECAMARAS og det centrale fagforbund CTV (Venezuelan Labour Confederation) erklærer tre dages generalstrejse mod Hugo Chavez.
Den 11 april går de i alliance med små dele af hæren og afsætter præsidenten ved et kup, der dog mislykkes.
2003: Modstanderne af præsidenten afleverer tre millioner underskrifter for at få en folkeafstemning for eller imod Hugo Chavez.
2004: Chavez vinder folkeaftstemningen og kan fortsætte sit arbejde.
2005: Landet indfører ved lov en reform af landbruget, som vil opløse de største farme, så de små bønder kan få jord.
2005: Stor sejr til Chavez ved valget i december.