20 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Huspriser

Huspriser

Fredag, 15. september, 2006, 00:00:00

Hvis du har hus ved siden af, så kan du sgu da roligt låne. Så er du jo millionær!

af Kjeld Stenum
Pligtarbejde i haveforeningen. Ølpause. Pligtarbejde er mest ølpause. Så får man nogle snakker. Denne gang handler det om havehuspriser. Til læserens orientering er det et par weekender siden, der faldt dom om, at havehuspriser skal følge vurderingen.
- Hørte I, den lige oppe bag ved købmanden blev solgt forleden for 800.000 kroner? Vurderingen lød på 200.000 kroner
- Det kan man sgu da ikke! Hvad var det for et hus?
- Det lige overfor legepladsen. 800.000 kroner, De havde selv fundet en køber gennem den blå avis. Fra 200.000 til 800.000, så er indboet da også betalt.
- Der er sgu da ikke nogen af de huse deroppe, der ligner en million.
- Det er lige meget, hvis der er nok, der vil give en million for dem.
- Ja, bestyrelsen skriver jo ikke engang folk op på liste mere. Det gider de ikke. Den bliver alt for lang, siger de. Det kan de slet ikke styre.
- Ikke nok med, at listen bliver for lang. De siger til folk, der kommer og spørger på en have, at hvis de ikke kender nogen herude, så kan de godt droppe det. Forleden mødte jeg to nede ved gartneren, de havde lige været inde og spørge.
- Det er godt nok skrapt. Man bliver millionær på sådan en skide kolonihave.
- Ja. Hvis man har én.
- Ja, man gør sgu ikke, hvis man ikke har, men gerne vil have én. Man synes, lidt af ideen går fløjten. Det er ikke enhver pensionist, der lige har 800.000 at undvære.
- Så kan man låne i banken, du. Nu kan man godt tage lån i et havehus.
- Ja tak, så skal man ligge og banke lån af i tredive år! Det er sgu ikke alle og enhver, der kan det.
- Den er da ellers god nok med et trediveårslån for sådan et gammelt røvhul som dig. Du stiller alligevel snart træskoene. Så står banken der med en lang næse.
- Åh hold kæft. Nogle har jo også anden husleje at betale end lige netop deres havehus, mener jeg.
- Hvis du har hus ved siden af, så kan du sgu da roligt låne. Så er du jo millionær.
- Ja, det kan man hurtigt blive i dag. Jeg arbejdede sammen med én, ham og hans kone købte lejlighed inde på Vesterbro et sted for omkring en million i 97. Forleden fik hun arbejde i Bruxelles, så solgte de lortet. Godt fem millioner, du. For en skide lejlighed, den var godt nok pænt stor, for de har to børn også, men alligevel. 97, det er sgu ikke mere end ni år siden. Og kronen var sgu næsten det samme værd dengang. Lån en million i dag, så kan du stoppe fire millioner ned i foret om ni år!
- Ja, hvis huspriserne da bliver ved med at stige lige så meget.
- Det gør de nok ikke. De siger, fritidshusene falder lidt nu.
- Det er ikke meget, de falder.
- Nej, men det hjælper jo ikke. Det er jo døde penge. Du kan godt sælge dit hus, men så skal du jo have noget andet at bo i. Så du har ikke en skid ud af alle dine millioner.
- Du kan da bare bo i dit havehus, så!
- Ja. Jamen det kan man da blive nødt til. Der er bare det, at det ikke er os alle sammen, der har hus eller ejerlejlighed at blive millionær på.
- Nej. Nej, det er nok os, der ikke har det, der virkelig taber det her spil. Dem, der har hus, de vinder måske lidt, hvis de ikke behøver at have hus mere!
- Hvornår behøver man ikke tag over hovedet?
- Når man dør, du. Eller to år før du dør, kan du sælge dit hus og give dig til at rejse jorden rundt. Hvis du lige ved, hvornår det er!
- Ja, og dem der ikke har hus og er unge og har børn og alt det der, de skal til at etablere sig, de tager et kæmpestort lån, og så har de lige til kartofler og salt de næste tredive år, hvis de altså hænger godt i på arbejdsmarkedet begge to. Det er ligesom bønderne dengang der var stavnsbånd!
- Ja, så ved han, hvor han har dem, ham Fogh!
- Ja, og bankerne også!
- Ja, det må være bankerne, der bliver fede af det her. Vi andre, vi har næsten dårligt råd til vores ølpause, når vi slaver for haveforeningen her om søndagen..
- Ja, næste år står den på discount-bajere, du. Lyse pilsnere.
- Føj for pokker. Det ser sort ud!

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


15. sep. 2006 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:15

Kultur