20 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Hvem er vi

Hvem er vi

Fredag, 15. september, 2006, 00:00:00

Stort livsfilosofisk drama på Det Kongelige Teater med tryk på livets store spørgsmål

af John Bruun
'Vi' har brug for at beskæftige os med de allerstørste spørgsmål her i livet, fordi 'vi' er kommet på enorm afstand af smerten og døden. 'Vi' lever i et samfund beskyttet mod alting, hvor det at få en parkeringsbøde stort set udløser krisehjælp.
Det mener Kim Bjarke, som har instrueret Brødrene Karamazov. En dramatisering af russeren Dostojevskijs 125 år gamle verdensberømte roman.
En historie, hvor brødrene Dmitrij, Ivan og Alosja og deres umoralske fader Fjodor filosoferer, diskuterer, skændes og slås om tro, mening med livet, hvilke bånd, der binder mennesker sammen, forfængelighed, had, opofrelse, hengivenhed og kærlighed.
De er omgivet af et farverigt galleri af præster, munke, dommere, kærester og andre, der er med til at sætte kød på de store og samtidig simple spørgsmål:
For hvis skyld er vi her? Hvor meget skal vi ofre os for hinanden, og hvor meget skal vi søge lykken for os selv, og kan man overhovedet det?
De filosofiske spørgsmål bliver ikke for vidtløftige, fordi de er en del af et helt konkret drama. Det opstår, da de tre brødre skal mødes og forsones med den far, som for de fleste vil virke som prototypen på et menneske, der er dybt selvoptaget og lever mere efter dyriske end menneskelige normer. Samtidig er han så skarp, at han gennemskuer de andres hykleri. Det er elementært spændende.
Drevet frem af stor energi og spillelyst fra skuespillerne.

Selvoptagethed
Scenografien er dejlig enkel, så de mange sceneskift ofte blot markeres med skift i lys og med få rekvisitter, mens skuespillerne til gengæld optræder i kostumer, der er tidstypiske, så diskussionerne ikke er løsrevet helt fra tid og sted.
Et Rusland præget af et dekadent selvoptaget godsejervælde i forfald (det er her historien foregår), mens revolutionære strømninger går gennem et Europa befolket af en forarmet arbejderklasse og oprørsk ungdom, som stiller spørgsmål ved de bestående værdier.
Måske er virkeligheden i dag den, at 'vi'meget mere ligner datidens russiske overklasse. 'Vi' har brug for at puste parkeringsbøder op til traumatiske begivenheder, og 'vi' får lyst til at diskutere store spørgsmål, for at finde ud af, om der overhovedet er en mening med vores liv. Fordi 'vi' i lige så uhyggelig grad er i stand til at lukke virkeligheden ude. En virkelighed hvor vi ikke skal længere end til Sandholm for at finde mennesker, der lever under koncentrationslejrlignende forhold. En virkelighed hvor mange af de varer, vi køber, bliver produceret under slavelignende forhold. Mens 'vi' diskuterer friværdi og underholder os med livets store spørgsmål i Det Kongelige Teater.
Det store spørgsmål er vel, hvem er 'vi'?

Brødrene Karamazov af David Fishelson efter Fjodor Dostojevskijs roman. Medvirkende: Stig Hoffmeyer, Thure Lindhardt, Mads M. Nielsen, Jens Jacob Tychsen, Trine Appel, Mette Frank m.fl. Scenografi: Rikke Juellund. Iscensættelse: Kim Bjarke. På Det Kongelige Teater indtil 24. oktober - herefter på danmarksturné til 19. december.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


15. sep. 2006 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:15

Kultur