Audioslave er sammensat af medlemmer fra to af 1990`ernes mest skelsættende bands. Logikken sagde, at det ikke kunne lykkes. Men det kunne det. Til en vis grad i hvert fald

af Phillip Seidler
I efteråret 2000 forlod forsangeren Zack de la Rocha bandet Rage Against the Machine. Herved satte han et forløbigt punktum for et af 1990`ernes absolut største rockbands.
Rage Against the Machine debuterede i en tid, der var domineret af den heavy metal-inspirerede grungerock. Bands som Soundgarden, Alice in Chains og Nirvana leverede verdens soundtrack i starten af 90`erne.
Derfor ramte Rage Against the Machine`s første plade alverdens rockelskere som en bombe. Bandets dynamiske punk- og hip hop- inspirerede lyd blev leveret som en symaskine leverer sting. Hårdt. Præcist. Utrætteligt.

Rapcore-bølgen
Rage Against the Machine trak en masse beslægtede bands med sig ind i rampelyset. Downset. Stuck Mojo. Fælles for alle disse bands var, at de brugte deres rytmesektioner - bas og trommer - som uantasteligt fundament.
Hvor andre genrer såsom den tidstypiske grunge mere fokuserede på guitarriffs - tilbagevendende tonemønstre.
Rage Against the Machine havde dog to kort på hånden, der gør dem til det ultimative band i denne rapcore-bølge.
For det første forsangeren Zack de la Rocha. Med sin spinkle, men ualmindeligt aggressive stemme og sine vrede progressive tekster gav han bandet en stærkt politisk dimension.
Det andet kort var guitaristen Tom Morello, som kan vride de mest vanvittige lyde ud af sin guitar. Lyde så utrolige, at bandet på alle sine pladecovers bedyrer, at alle lyde stammer fra guitar, bas, trommer og vokal. Og altså ikke fra synthesizere eller lignende.

Rygter
Kort efter at Zack de la Rocha forlod Rage Against the Machine (i øvrigt fordi han følte sig som storkapitalens værktøj), begyndte rygterne at svirre. Efter sigende skulle forsangeren fra det i 1997 opløste Soundgarden, Chris Cornell, være i spil som erstatning.
For fans af Soundgarden og Rage Against the Machine var det en alletiders nyhed. Men også svært at tro på. For Cornell kom fra den anden mere riff-baserede rocktradition. Hans stemmeføring var og er helt anderledes end de la Rochas. Og endeligt udgav han i 1999 soloalbumet Euphoria Morning, som rummer den ene banale ballade efter den anden.

Mod enhver logik
Logikken sagde altså, at dette superband bestående af musiksektionen fra Rage Against the Machine og vokalisten Chris Cornell ikke kunne lykkes.
Men det kunne det. Til en vis grad i hvert fald. For rygterne talte sandt. Og i 2002 udkom Audioslaves debutalbum, som er en hæderlig plade. Værre var det med efterfølgeren Out of Exile, der er et monument over bandets mislykkede fusion mellem rapcore og grunge.
Audioslaves tredie plade Revelations udkom for et par uger siden og er anmeldt her på siden.

Tre plader at starte med: Soundgarden - Superunknown (1994), Rage Against the Machine - The Battle of Los Angeles (1999), Audioslave - Audioslave (2002).