Det er som om, to mægtige maskiner i Audioslave holder hinanden i skak. Cd`en ¤¤Revelations¤¤ mangler simpelthen nosser

af Phillip Seidler
De forventninger, der stilles til superbandet Audioslave, er ikke helt rimelige. Det er ikke rimeligt at forvente noget så tungt og gennemtrængende som Soundgarden. Eller noget så bastant og frembrusende som Rage Against the Machine.
Alligevel har de sidste udgivelser ikke levet op til håbet om en ny genistreg. Og med Revelations har Audioslave nok engang lavet en okay plade. Ikke noget specielt. Bare okay.
Alle fire bandmedlemmer får i glimt lov til at vise, hvad de kan. Men alt i alt er det som om, to mægtige maskiner i bandet holder hinanden i skak. Bas, trommer og guitar, der kan så meget, får vist så lidt.

Funky lydunivers
Tom Morello får ganske vidst lov til at vride sin guitar, så det er en fryd. Men omvendt tvinges han også til at spille ordinær melodisk rock. Hvilket bare er manden uværdigt.
Rytmesektionen får i numre som Jewel of the Summertime lov til at udfolde sig i et langt mere funky lydunivers end i gamle dage. Hvilket faktisk klæder den godt.
Men det meste af tiden formår de ikke at sætte krop nok på musikken.
Man har indtryk af, at de tre mand på instrumenterne bliver modarbejdet af og modarbejder Chris Cornell.
For at Cornell kan udfolde sin stærke, rå og melodiøse vokal, må de tre andre holde sig tilbage. Og omvendt må Cornell bruge sin vokal uhensigtsmæssigt, når de tre andre giver den gas.

Uden nosser
Resultatet er et møde på halvvejen, som hverken er det ene eller det andet. Hertil kommer, at teksterne helt naturligt ikke har Rage Against the Machines polemiske punch.
Men de er også blottet for Soundgardens satiriske pessimisme. Anti-krigssangen Sound of a Gun er således den eneste, som lægger en holdning for dagen. Desværre mangler sangen lige som det meste af pladen nosser.

Audioslave. Revelations. SonyBMG. 2006. www.audioslave.com