De gør os i stand til at se en tid gennem de menneskers øjne, som levede i den!

af Kjeld Stenum
Mellem de to berømte franske revolutioner, den såkaldte borgerlige revolution i begyndelsen af 1790-erne og Pariserkommunen i 1871, forløb der mindre end firs år. Det er ikke mere, end at der blandt Pariserkommunens ældre aktører har været børn af deltagere i 1793-revolutionen.
Vi kalder sædvanligvis den første revolution borgerlig og den anden socialistisk. Men efter min mening er der ikke nogen kinesisk mur mellem de to revolutioner, og forskellene er måske ikke helt så klare. 1793-revolutionen søsatte den parlamentariske republik i Frankrig. Til begrebet repræsentativt demokrati føjede Pariserkommunen yderligere forestillingen om det direkte demokrati, som Karl Marx lagde stor vægt på som dens særlige socialistiske kendetegn, og som vi da også kender det fra senere socialistiske rådsrepublikker.
Men direkte demokrati var nu ikke en opfindelse, som blev gjort af Pariserkommunen, det har forekommet før i historien. Og hvad fælles ejendomsret til de økonomiske nøgleområder angår, så gjorde Pariserkommunen til blandt andre Karl Marx` store fortrydelse ærbødigt holdt foran den franske nationalbank og rørte den ikke.
Men 1793-revolutionen beslaglagde faktisk sin tids dominerende økonomiske magt, kirkegodserne. Og den ubøjelige borgerlige revolutionsleder Robespierres visioner om den retfærdige republik (arvet fra filosoffen Rosseau) indeholdt forestillinger, som næppe lader sig realisere i noget borgerligt samfund.
Måske var det 1793-revolutionens tragedie, at den var et elitært idealistisk eksperiment, båret ikke af en folkelig bevægelse, men af en 'oplyst' elite (Robespierres hemmelige selskab Jakobinerklubben). Og at den derfor kun lod sig føre igennem med vold mod dem, den skulle befri.
Den franske litterære realismes to store mestre Victor Hugo og Emile Zola har skrevet romaner om disse to revolutioner, Victor Hugo om den første og Emile Zola om den sidste. En del af min sommerlæsning har været disse to romaner.
>Begge romaner er storslåede, sande, lærerige. Med 'sande' mener jeg ikke videnskabeligt sande, men sande på den måde, som al stor litteratur er sand: At de gør os i stand til at se en tid gennem de menneskers øjne, som levede i den. For den, der går mest efter det historiske overblik, er Emile Zolas bog om 1871-sammenbruddet og kommunens oprettelse måske den mest givtige.
Men som skildring af 1793-revolutionens moralske dilemmaer er Victor Hugos bog også på toppen, om end hans svulstige stil tiltaler mig personligt mindre end den ordknappe, præcise Zola.
Bøgerne er desværre begge temmelig omfangsrige. Men har man læst dem begge, og måske suppleret med lidt historisk baggrund især for 1793-revolutionens vedkommende, føler man sig også beriget næsten som fik man dette stykke Frankrigshistorie lagt til sin personlige erfaringsbagage, sådan som god litteratur nu engang kan berige os.
Victor Hugos bog hedder '1793-revolutionens sejr'. Men det er en grumt ironisk titel. Ved at redde tre gidseltagne børn fra en grusom død, han selv havde beredt dem, falder en kontrarevolutionær leder i revolutionens hænder.
Revolutionens ubønhørlige lov er jo, at han skal dø, han, som er de kontrarevolutionæres samlingspunkt. Men hans nevø, som leder revolutionsarmeen, kan ikke henrette ham ovenpå denne barmhjertighedsgerning.
Så han vælger at svare på barmhjertighed med barmhjertighed. Han lader onklen undslippe og lader sig selv låse inde i fangecellen i stedet for. Og nu er det ham, revolutionen må dømme til døden. Revolutionens sejr er at lade magtspillets ubønhørlige logik udrydde barmhjertigheden.
Mens Karl Marx opfattede Pariserkommunen som et heroisk forvarsel om proletariatets erobring af samfundsmagten, efterlader Zolas skildring os snarere med billedet af en nation i dyb eksistenskrise, der ledte efter en overlevelsesform.
Kommunens direkte demokrati var mere desperate borgeres forsøg på at finde frem til en styreform, der lod nationen overleve, end det var den proletariske klasses forsøg på at realisere sin samfundsvision.
Den nationale regerings hære havde lidt gentagne afgørende nederlag til en prøjsisk invasionshær (som var trængt ind for at hævne fransk aggression).
Paris var blevet omringet, og man befandt sig på randen af total overgivelse. Regeringen, der sad i Versailles, var stemt for denne overgivelse og ville have Paris` borgere til at udlevere de kanoner, man havde til byens forsvar, til prøjserne. Dette nægtede pariserne, og det blev startskuddet til kommunen.
Zolas roman fangede mesterligt enheden og modsætningen mellem tunge bønder og letbevægelige nationale borgere i forholdet mellem en bondekorporal og en halvintellektuel menig soldat, der i kampene mod prøjserne bliver til et meget nært venskab.
Romanen kulminerer i, at de i forbindelse med kommunens oprettelse vælger hver sin side, bonden vælger troskab mod den nationale royalistiske regering, og den intellektuelle vælger kommunen, og naturligvis undgås ikke et tragisk møde mellem de to venner, nu i hver sin front.
Hvis man skal uddrage moraler, kan man godt sige, at Zolas underforståede morale, ligesom Victor Hugos, er humanistens protest mod, at magtspillets eller historiens mølle maler menneskeligheden til kødfars.
Men en sådan protest er også et slag for menneskeligheden. Ve den, der vil lave socialisme uden den!