Bare i den allernyeste verdenshistories rivende strøm af menneskeskabte tragedier er tragedien om World Trade Center kun en lillebitte ubetydelig episode!

af Kjeld Stenum
Nylig var det femårsdag for angrebet på World Trade-centeret, og for en uge siden havde en Oliver Stone-film om emnet dansk premiere.
Jeg har ikke set den film og har heller ikke tænkt mig at gøre det. Jo, jeg har læst, at Oliver Stone har mange sympatiske holdninger, blandt andet at han er imod USA`s krig i Irak. Ja, jeg har sågar læst, at hans hensigt med filmen, ud over at tjene nogle gode penge på et endnu varmt emne, naturligvis, er at afmytologisere 11. september-angrebet, gøre det til en menneskelig historie ved at fortælle to almindelige menneskers historie i dramaet. Det er jo også meget sympatisk. En afmytologisering af den historie er bestemt tiltrængt.
Det eneste, jeg har at sige, er, at jeg skal ikke se den film. For jeg har fået nok. Jeg har fået nok af fanatiske politikeres kogen suppe på en lille klump menneskers tragiske endeligt i et par amerikanske højhuse.
Jeg har fået nok af den overgearede gang følelsespornografi, hvormed man i efterhånden fem år har hidset hele vores kulturkreds op til at tro, at vi har en slags ret til at hævne tifold, hver gang nogen rammer os én gang.
Jeg har fået nok af fornuftige almindelige menneskers hysteriske terrorangst. Jeg har fået nok af at se højtuddannede juridiske hjerner over natten opgive hele retsstaten til fordel for den gang klynkende subjektivistiske selvretfærdighed, vi kalder terror-lovgivning, som ikke har en pind mere med saglig og objektiv jura at gøre end middelalderens hekseprocesser eller Hitlers jødeforfølgelser. JEG HAR FÅET NOK. Jeg har lige så lidt brug for Oliver Stones` afmytologisering som den, der allerede brækker sig af overfodring, har brug for et brækmiddel.
Den vestlige verdens kultur har simpelthen pillet mere i sin egen navle i denne sag, end det er sundt. Vi udråber begivenheden til at være en begivenhed, der for altid ændrede verden.
Men vi behøves slet ikke gå tilbage til hverken Hitler eller Pol Pot, bare i den allernyeste verdenshistories rivende strøm af menneskeskabte tragedier er tragedien om World Trade Center kun en lillebitte ubetydelig episode. I Demokratisk Congo, i Darfur, er millioner af mennesker omkommet, fordrevet, mishandlet på det grusomste, sultet ihjel, cirka samtidig med, at vore medier var fyldte med historier om Osama bin Laden.
I Palæstina udspiller sig en tragedie og en undertrykkelse, der i mange henseender overgår den sydafrikanske apartheid-stats. Bare i Irak, af alle lande, et land, som vi i 11.september-mytologiens lys påberåber os at have befriet til demokrati og respekt for menneskerettigheder, er undertrykkelse, terror og tortur i dag værre end i Saddam Husseins værste dage, og bare i løbet af de seneste to måneder er der takket være vores 'befrielse' omkommet mere end dobbelt så mange mennesker, som der omkom ved World Trade Center-angrebet i det hele taget.
Hvis hvert myrdet menneske og hver menneskelig tragedie fik lov til at fylde lige meget i nyhedstelegrammerne og på politikernes dagsordener - og det er naturligvis sådan, det burde være - så ville 11.september skrumpe ind til noget i retning af det, den i virkeligheden er: bare én enkelt almindelig lillebitte dag af årets 365 dage.
Hvorfor er det ikke sådan? Hvorfor har vi fuldstændig kastet vores proportionssans over bord i denne sag?
Af den enkle grund, at det vi ser på, når vi skal vurdere proportioner, ikke er antallet af menneskeliv, men antallet af informationer, vi modtager om dem. Og de allerfleste af de nyhedstelegrammer, der i det hele taget produceres i hele verden, står der 'made in USA' på, det er vist noget i retning af 90 procent. Måske er det lidt mindre.
Dertil kommer al den øvrige information, vi modtager, gennem film og underholdningsindustri og lignende, og her har USA en cirka lige så dominerende andel af verdensproduktionen. Vi ser verden gennem amerikanske briller, simpelthen.
Samtidig ved vi i vores vestlige kultur ikke, hvad retfærdighed er. Vi tror, at retfærdighed er hvad vi subjektivt føler er rigtigt, eller hvad vi tilfældigvis har tradition for, snarere end at det er regler for adfærd, som vi mennesker bygger op af vores daglige praktiske erfaringer med, hvordan vi bedst får vores samfund til at hænge sammen.
At vi ikke mere evner at se og diskutere retfærdighed som en praktisk erfaring, kan vi i høj grad takke vore forskellige kristne kirkers snart to tusind år gamle dominans over vores kultur for. Kirken har i omtrent alle sine skikkelser bildt os ind, at vi var uforbederlige syndere og derfor kun havde adgang til retfærdighedens love gennem Vorherres nåde.
Denne religiøse dominans over vores kultur er ikke bare fortidslevn, for eksempel den folkevalgte amerikanske præsident Bush, som vores egen folkevalgte statsminister jo i den grad ligger på halen for, er religiøs fanatiker.
Fordi vi modtager så stor del af vore informationer og følelses-stimuleringer fra USA, og fordi vi har så ringe objektiv forankring af vores retfærdighedsbegreb, har det kunnet lade sig gøre, at hele vores vestlige kultur i de seneste fem år har kunnet skride ud i denne ekstreme subjektivisme.
Så trods Oliver Stones eventuelle gode hensigter med sin film bliver det uundgåeligt dens følelses-pornografiske brugsværdi, der vil slå igennem. Den bidrager til at holde en gryde i kog, hvor der burde slukkes for blusset.
Vi skal simpelthen ikke høre mere om den begivenhed, vi skal høre om noget andet. Oliver Stone kunne have lavet film om DR-Congo, eller Palæstina. Eller om den Irak-krig, som han jo er imod. Det ville der have været punch i.