19 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Rænkespil og attentater

Rænkespil og attentater

Onsdag, 04. oktober, 2006, 00:00:00

Man kunne savne lidt mere information om kommunisternes rolle i Frankrigs modstandsbevægelse i den nye bog om De Gaulle

af Klaus Haase
Et godt argument for at læse den nye De Gaulle-biografi er, at den franske statsmand var aktør i en turbulent tid af nyere historie, med Anden Verdenskrig som omdrejningspunkt og verdens magtdeling efter befrielsen. Vi følger også koloniernes frigørelse fra de imperialistiske magter.
De Gaulle kendte sit eget værd: Ellers kunne han ikke sidde i England på flugt fra den franske samarbejdsregering, der havde overgivet sig til tyskerne, og gennem BBC tale til det franske folk og modstandsbevægelsen. Han erklærede selvsikkert, at han var Frankrig.
De Gaulle startede sin karriere som militærmand, var med i første verdenskrig, og nåede at blive minister i sit land, inden Frankrig kom i lommen på nazisterne. De Gaulle flygtede med sin familie til London. Her begyndte han så at samle en hær af frivillige under betegnelsen, Det Frie Frankrig.
Et andet godt argument for at læse biografien er, at den giver læseren lejlighed til at følge hele det rænkespil, der fulgte, at De Gaulle skulle overbevise først Churchill, siden Roosevelt (da USA kom ind i krigen) om nødvendigheden af at støtte Det Frie Frankrig, der efterhånden fik sendt soldater ud i Frankrigs indflydelsessfærer for at slå tyskerne tilbage.

Elsket og forhadt
De Gaulles succes som politiker var svingende. Hans op og nedture beskrives fascinerende og velskrevet.
Det var en gammel 'landsfader', der for alvor beviste i efterkrigstiden, at 'han var Frankrig'. Elsket, beundret og forhadt, hvilket afstedkom en række attentater.
Man kunne savne lidt mere information om kommunisternes rolle i Frankrigs modstandsbevægelse.
Det skal nu erindres, at De Gaulles samlingsregering efter krigen rummede to kommunistiske ministre. Ved det første valg efter krigen fik kommunisterne 26 procent af stemmerne og blev det største parti.
Det tjener til personbiografiens fortrin, at familiemennesket De Gaulle beskrives nænsomt og indlevende.
De Gaulle. Generalen som var Frankrig. Knut Ståhlberg. 472 sider. Borgen. Udkom 29 september.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


04. okt. 2006 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:15

Kultur