Sylfiden på Aveny-T i moderne danse-version er betagende flot. En fryd for øjet og sjælen, men den savner lidt mere kant til værdikampen

af Nick og John Bruun
Indimellem føler man sig helt stum. Så flot og fascinerende danser sylfider og landsbyboere rundt i en scenografi, der fungerer alene i kraft af glas, spejle, en mindre scene i første sals højde og masser af lyseffekter.
Hele baggrunden består af lysende felter, der skifter fra grå-blåt i landsbyen til kraftige brune og grønne farver, når vi befinder os i sylfidernes skov. Og til knald-blod-rødt når aggression og passion har overtaget på scenen. En dejlig let scenografi, der i den grad spiller sammen med historien.

Ny genrer
Sylfiden kan ses som en formmæssig efterfølger til Nøddeknækkeren, som Aveny-T med stort held moderniserede tilbage i 2003.
Aveny-T frembragte en ny genre indenfor scenekunsten: Den klassiske ballet delte nu scene med hip-hop, electric-boogie, battle, akrobatik og hvad gadens dans ellers hedder.
Librettoerne - teksten - var skrevet af hip-hoppere og rockmusikere, der også fremførte den. Historien moderniseret, men bibeholdt handlingsgang og figurer. Dansere, musikere og skuespillere udgjorde det fælles ensemble. Med moderne scenografiske virkemidler, som fik en stor tyngde i det samlede udtryk.
Historien er gammel og enkel
Sylfiden er også en modernisering af en klassisk ballet.
Den unge James skal giftes med Effy, men dagen før brylluppet møder han sylfiderne i skoven. De symboliserer friheden. Den store vide mangfoldige verden i deres brogede prikkede dragter og den løsslupne kærlighed i deres legende dans.
Modsætningen er Landsbyen, der styres hårdt af et hyklerisk katolsk præstevælde, der er parat til at brænde sylfiderne som hekse. Hvor præsten lystigt voldtager den unge kordegn, mens han messer om renhed. Et samfund der er angst for forandring. Og hvor landsbyboerne danser rundt i stive militaristiske mønstre, eller som radbrækkede torturofre, fordi enhver lyst til udvikling bliver undertrykt.
Landsbyens værdi-koder om troskab til døden. Drømme om hus, have og vogn og hyggelig lørdags-sex, som Effy repræsenterer, bliver sat til vægs af sylfidernes drømmende frihedstrang, som ganske forfører James.
Men med friheden følger smerten, utrygheden og muligvis døden, hvis man nu alligevel føler trang til at erobre sin helt egen sylfide. Det er en dans på et knivsblad.
En smuk dans, som er værd at se alene for de betagende bevægelser og Clemens sjove og underfundige rimede tekster.

Hyldest til?
I sig selv er stykket i sit kunstneriske udtryk en hyldest til globaliseringens muligheder fremført af et multi-etnisk ensemble.
Men i en tid hvor værdikampen skærpes omkring dét at bevare Danmark som en beskyttet privilegeret landsby, måtte stykket gerne have endnu mere brod.
Tænk hvis vi landsbyboere sammen kunne finde en frihed i at forpligte os til at gøre meget mere af det rigtige, som vi godt ved skal til for at få en bedre verden. En verden hvor alle kan overleve og leve.

Sylfiden. Tekstforfatter: Clemens. Komponist: Yo Akim Hjejle. Medvirkende blandt andre David Boyd, Xenia Lach-Nielsen og Mille Hoffmeyer Lehfeldt samt 12 dansere. Scenografi og lysdesign: Steven Scott. Co-instruktør: Djamila Hansen. Iscenesættelse og koreografi: Steen Koerner. Opføres på Aveny-T indtil 1. december.