Volden må da altid være rettet mod den magt, der udøver uretfærdigheden, ikke mod dem, der er udsat for den

af Kjeld Stenum
På et tidspunkt i mit liv har jeg set et håndkoloreret foto af min morfar i soldateruniform. Måske ligger det endnu og roder i min mors gemmer et sted.
Jeg kan regne ud, at han har været soldat cirka omkring første verdenskrig, hvor det med at ofre livet for at forsvare konge og fødeland slet ikke var nogen fjern forestilling.
Der var ingen tvivl i min morfars sind om, hvad der var det rette at gøre, det viser billedet: En stolt mand i blå uniform, jeg tror, han var husar.
I min mors familie fortæller de, at hans sidste ord var: 'Jeg har fjorten børn. Og om ingen af dem kan man sige, at de nogensinde har gjort noget galt.' At gøre noget galt var at forbryde sig enten mod landets eller mod Vorherres love, og hverken min mor eller nogen af hendes tretten søskende har nogensinde gjort det, skønt de ikke var rige.
Min morfar var bonde, som alle i min familie har været bønder så langt tilbage, som det er muligt at følge slægten, både på min fars og min mors side.
Bønder er ofte såvel religiøse som kongetro, det viser historien. Religiøse, fordi årets og livets kredsløb får dem til at tro på et forsyn. Og kongetro, fordi kongen var den, der sørgede for retfærdighed i riget og i øvrigt op gennem historien ofte havde været deres allierede i kampen mod deres undertrykkere, de adelige godsejere.
Når bønder har gjort oprør, var det oftere for at erstatte en uretfærdig og uduelig konge med én, som duede, end det var oprør mod kongemagten som sådan. Min egen generation er den første, som har brudt bondeuniversets evige kredsløb, selv om min far i sine unge dage prøvede sig frem både i brunkulslejerne, på islandske fiskeskibe, som ejendomshandler, og på jernstøberi. Han endte som bonde, da han så, hvor glad min mor var for dyr.
Min far var vist ikke så tilpasset, for eksempel sagde religiøsitet ham meget lidt, men han var heller ikke rigtigt oprører. Soldat blev han ikke, men det var ikke et holdningsspørgsmål, han havde fået en klat flydende jern på sit ene ben på jernstøberiet.
Jeg havde svært ved at tale med min morfar, da jeg var ung og i værnepligtig alder. Heldigvis betød det ikke så meget, han havde så mange andre børnebørn at være stolt af og kaste sine forhåbninger på.
Men han forstod ikke det med at læse, som jeg brugte min tid på dengang, og han forstod slet ikke det opgør med hans tusindårige værdiunivers, som vi i min generation blev kastet ud i, fordi verden nu var begyndt at forandre sig altfor hurtigt.
Omvendt kunne jeg ikke bruge hans værdier til meget. Det med kongehus sagde mig mindre end ingenting. Retfærdighed og statens love var i mit hoved to meget forskellige og ofte modsatte ting, og jeg kunne ikke drømme om hverken at slå ihjel eller lade mig slå ihjel for noget, som jeg mente ofte repræsenterede den dybeste uretfærdighed, fordi det var magten i landet, og magt korrumperede. Så jeg ville ikke bære våben.
Jeg ser i dag tingene på nogenlunde samme måde, dog synes jeg selv, jeg med alderen har fået lidt mere forståelse for vores gensidige forpligtelse mod hinanden, hvis vi vil have vores samfund til at fungere. Det har nok gjort mig lidt mindre anarkistisk. Men jeg mener bestemt stadig, at magthavere skal holdes i kort snor, fordi magt korrumperer.
Gjort noget 'galt' har jeg også, blandt andet har jeg to gange været i detentionen for at genere militærøvelser. Heldigvis skete det efter min morfars død, han ville have tænkt på det som en bundløs skam.
Nu ser jeg så unge mennesker på tv, der har meldt sig til militæraktioner i Afghanistan eller Irak. Heldigvis er de ikke repræsentative for alle unge, de har jo meldt sig frivilligt, så de repræsenterer kun dem, hvis holdninger er forenelige med det at melde sig.
De fortæller om, hvordan de er drevet dels af eventyrlyst, selvfølgelig. Men dels også af forestillingen om at komme ud og gøre noget godt for nogle. Jo, de ved godt, de kan komme ud for at skulle skyde mod andre for at dræbe, og de kan risikere at blive dræbt. Men de mener, de skal ud og gøre noget godt. Og hvis en politiker som Mogens Lykketoft kommer til at sige noget i retning af, at Irak-krigen er forfejlet, anklager de ham for at svigte dem.
Jeg prøver at forstå dem. Jeg kan ikke. Tænker de på sig selv som retfærdighedens globale riddere? Jo, men jeg tror også somme tider på retfærdighed og tror også somme tider, det er nødvendigt at gribe til vold for at opnå det.
Men volden må da altid være vendt mod den magt, der udøver uretfærdighed, ikke mod dem, der er udsat for uretfærdighed.
Så tænker jeg på min morfar, som uden tøven var parat til at gå i døden for konge og fædreland. Ville han føle sig stolt af dem?
Nej, det er jeg aldeles sikker på, at han ikke ville. Jo, han ville forstå, at de rejste ud, hvis de havde fået ordre til at gøre sådan. For det er galt ikke at lyde kongens ordre. Men de har jo meldt sig selv.
At rejse ud og blande sig i andres sager af eventyrlyst er for enhver bonde bevis på dyb uvederhæftighed. Og at bilde sig ind, at man ved så meget om, hvad det gode for andre består i, at man kan tillade sig at tvinge dem til det, er at blande sig i Vorherres sager. Hvor megen visdom om global sameksistens gemmer der sig ikke i denne ydmyge menneskerespekt?
Vores statsminister, der er af bondeslægt ligesom mig, kalder en holdning som min morfars for provinsiel og siger, at det er på tide, at vi kommer os af vores småstats-tænkning. Vi skal ud og slås for demokrati og menneskerettigheder.
Men netop denne bedrevidende mangel på respekt for anderledes kulturer er det egentligt provinsielle.
Min morfar ville fnyse af foragt og sige, at det måtte være mange år siden, sådan en spradebasse havde været ude og muge ud under grisene.