En blanding af popart, realisme, foto-realisme og naivisme. Politisk engagement mod apolitisk leg. At finde sammenhængen overlades til beskueren. Årets Mult-udstilling er åbnet
af Finn Hermann
Værdinihilismen har med Frodo Mikkelsen, Mette Boel og Gregers Albrechtsen for alvor gjort sit indtog på dette års MULT-udstilling.
At læse deres billeder er som at løse en rebus. Alt kan tilsyneladende spille sammen: det sarte og det grove, det geometriske og det organiske, rum og flade, døde farver sat op mod signalfarver. Arkitektur mod natur.
Stilen er en blanding af popart, realisme, foto-realisme og naivisme. Politisk engagement mod apolitisk leg. At finde sammenhængen overlades til beskueren.
Fra denne foruroligende disharmoni er der langt til Grethe Tranbergs følsomme tæt befolkede malerier i dybe og glødende lasurfarver.
Billederne fortæller om et frodigt paradis med svævende engle, broer og træer, mennesker, fugle og fabeldyr. Måske er Grethe Tranberg under indfyldelse af de gotiske kalkmaleriers 'horror vacui', der er angsten for det tomme rum.
Også førrenæssancens uperspektiviske billedrum synes at have inspireret hende.
Forbindelsen er tydelig til Ole Buntons abstrakte 'Port', som både associerer til middelalderlige kirkeruiner, og fremtræder som et dynamisk skulpturelt forløb.
Eskil Hauchrog vender sig også til fortiden. I år viser han en serie fint ciselerede tegninger over klassiske romerske og græske motiver, ryttere fra Parthenon, Apollon Belvedere o.a
Munterhed truet
Carsten Rütting Schweitz` store billeder har fået større stramhed og appel. Hans verden er et muntert erotisk cirkus i glade farver; men munterheden er truet. Af grønne insektøjne, tektakler og en dansende sort slange blandt de falliske figurer.
Roald J. Tellness' tryk med drømmerejsen som tema ligner moderne helleristninger. Caroline Kober fra Leipzig beskriver også drømmenes verden i sine sarte på én gang intime og næsten ulegemlige kvindeskildringer.
I Jeff Ibbos store billeder er det rummets, fladens, lysets og liniens muligheder, der studeres. Mennesket hævder sig som langstrakte tegn.
Hans Giacometti-agtigt tynde menneskeskikkelser spiller fint sammen med Åge Leif Nielsens tynde geometriske bronze-dukker.
Frihed
Barbara Rütting Schweitz` små symbolladede objekter handler om indespærring og frihed, om den overvældende moderne teknologi, om katastrofe og ny begyndelse. Om livsbetingelser kunne man sige.
Niels Larsens fine keramiske geometriske figurer i mat askeglasur fortæller udstråler ligevægt og ro.
I øvrigt udstiller Lasse Mortensen og Poul Frederiksen på årets Mult.
Mult i Helligåndshuset i København til og med 15.oktober
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278