af Eigil Nielsen

Den lyse nat er listet bort,og mørket fylder nattens rum.Den hede sol, der stod så højt,må nøjes med lidt mindre,men kan dog brænde lidt endnupå huden, der er blevet brun.Men huden dækkes nu af mere tøj, der værner mod en luft, der kølnesog snart vil blive mere kold.De marker, der stod fyldt med guld,bli`r pløjet mørke, nøgne.Men i min have modnes frugtog lover saft og smag.Og i min brændeovn er træ,der venter på at blivetil lys og sol - skønt i det små -til sol igen bli`r stor og høj.