Skarp som et barberblad, poetisk som et blomsterbarn, naivistisk som en tegneserieskribent og præcis som en samtidsrevser. Sådan var Dan Turèll

af Maria Nielsen og Frans Sørensen
I Teatertapperiet vil instruktøren og forfatteren Martin Miehe-Renard fejre Dan Turèll med en stor musikforestilling. Han lover os 'en rejse ind i den skæve digters hjerne og hjerte', vel at mærke en rejse skabt med instruktørens og forfatterens absolutte digteriske frihed.
For at forberede os selv på denne rejse, har vi derfor besluttet at søge noget baggrundsinformation og hvad er til den lejlighed mere oplagt, end 'Turen går til onkel Danny?'
Vores første problem i rejseguiden er at finde ud af, hvem onkel Danny egentlig er. Der er gennem tiden gjort mange forsøg på a sætte denne yderst sammensatte person i bås og derfor kan det føles som at gå gennem en labyrint, blot at finde ud af i hvilken retning vi bevæger os. Lad os slå fast fra starten: vi bevæger os i alle retninger, men vores stikord er: multikunstner, provokatør og stolt proletar.

Proletar
Dan Turèll var stolt af sit navn. Hans fornavn signalerede at han var proletar og hans efternavn bar et fransk præg. På trods af det franske ønskede Dan at det blev udtalt Turell og ikke Ty-ræl, for Dan var dansker.
At han var proletar, var en ting han holdt fast,i og en af grundene til, at han ikke ville i gymnasiet var fordi, det var fyldt af rige børn, eller æggehoveder som han foretrak at kalde dem. Til gengæld var han stolt af at kunne sige, at han var uddannet i livets skole.
Livets skole var for Dan de natlige vandringer gennem Vesterbro og indre by og hans hang til jazz. Begge dele er noget, der mærkes tydeligt i forfatterskabet, hvor stemninger bliver beskrevet med referencer til Billie eller 'Just a gigolo', og billedet han giver os er billedet af Vesterbros slidte mennesker, bygninger og gader beskrevet med kærlighed.

Før overset, så...
Når vi tænker på Dan Turell, tænker vi først og fremmest på hans sorte negle, hans cottoncoat, og hans bowlerhat.
Dan blev berømt på sine sorte negle. Før denne branding var han overset, efter dette påfund var der både spalte- og taleplads nok og han blev vores alle sammens Onkel Danny.
Men Onkel Danny var mere end det. Det var Onkel Danny, der anmeldte kvaliteten og prisen hashen på Christiania og det var Onkel Danny, der spottede bystyret, fordi han ikke mente, de holdt nok af det indre København
Betegnelsen Onkel Danny beskriver også et skel i hans forfatterskab. Da han stadig kun var Dan Turell, var hans produktion svær og han var ikke særlig kendt.
I 1974 skrev han så 'Vangede Billeder' om vrangen på det rige Gentofte. Bogen drejede sig om en anden ungdom end den, som ellers var beskrevet og gjorde dermed op med middelklassebørnenes forgyldte kvaler.
Den drejede sig om en ungdom, som næppe var så forgyldt eller havde de samme vilkår, som den herskende klasse.
Bogen blev sindbillede på småborgerligheden, og blev en guide på ruten ud i livet; en rute som ikke slavisk førte til studenterhue men helt sikkert til forelskelse, kærestesorg og rodløshed.
'Vangede billeder' var bogen, der gjorde Dan Turèll til hele landets Onkel Danny.

Glad populist
Dan gik med sine egne ord fra at være sur avantgardist til at være en glad populist.
På samme tidspunkt fik Turèll sin egen klumme i Politiken, hvor han gav rollen som 'streetwise' boheme, der tog temperaturen på storbyen, og han skrev i forskellige tidsskrifter, som for eksempel
Alt for damerne.
Ja, lige pludselig var der rift om hans sludrende munddiarrè.
At sætte Dan Turèlls enorm digteriske program i system strider imod hele hans væsen. For hans virke er loyalt overfor modernismens tro på at menneskes kunst er et stort værk, et sammenhængende design.
Vi glæder os til rejsen!