Bent Haller gør sagnet om Gilgamesh spændende. Hvis man altså er optaget af sagn og myter. Er man ikke parat til denne genre, bør man ikke kaste sig over bogen
af Jens Fransen **foto**
Flere danske forfattere har i de sidste par år sat sig for at ville omskrive gamle myter og sagn i romanform.
Kåre Bluitgen gjorde det med sin bog om Muhammed. Bent Haller gjorde det først med Thots bog, og nu kommer der en opfølgning, Ba-bels Bog. Historien om Gilgamesh, hvor læseren igen føres tilbage til selve livets opståen.
Epos`et Gilgamesh regnes for at være verdens første litterære storværk. Beretningen om kong Gilgamesh fra byen Uruk i Mesapotamien findes på lertavler fra det syvende århundrede før vor tidsregning. Men det vides, at den mundtlige overlevering går endnu længere tilbage.
Hvis er riget, magten og æren i al evighed? Er det guderne, med Babel i spidsen? Eller er det den magtfulde konge Gilgamesh?
Guderne ønsker, at Gilgamesh skal lære at indordne sig, kende sin begrænsning og sender derfor kæmpen, Enkudi, der skal besejre Gilgamesh.
Planen mislykkes. De to bliver nære venner og Gilgamesh opgiver kongetitlen. Guderne reagerer ved at lade Enkudi dræbe. Gilgamesh er fast besluttet på at hente ham tilbage ved at udfordre døden - men må til slut sande, at denne ikke kan overvindes. Fra oprindelig at have været udødelig, lader guderne ham blive dødelig.
Historien er medrivende. Mange af beretningerne kendes fra andre religioner. Skabelsen er med, syndfloden med Noas Ark er med, ligesom der kan drages adskillige andre paralleller til Det Gamle Testamente.
Haller gør det spændende, hvis man er optaget af sagn og myter. Er man ikke parat til denne genre, bør man ikke kaste sig over den.
Bent Haller. Ba-bels Bog. Historien om Gilgamesh. Aschehoug. 335 sider. 299 kr.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278