Det lykkes Ozon at vise det fantastiske dialektiske forhold i både modsætningen og enheden mellem liv og død

af Anders Fenger
Hvilken død...
En mere livsbekræftende død er ikke set længe på filmlærredet.
Den unge Romain lægger sig op ad eftermiddagen til rette på et badehåndklæde på den travle starnd med legende unger og solslikkende par. Blandt mennesker. Da solen går ned og alle forsvinder hjem til aftensmad og seng, ligger Romain tilbage. Død.
I de foregående 85 minutter har man set ham krakelere fysisk. Han har fået konstateret dødelig kræft med kun få uger tilbage at leve i.
Uden at forklare sig for venner og familie gør Romain op med sit hidtidige liv og beslutter sig for opsøge sin gamle bedstemor for at søge trøst og råd hos det familiemedlem, der ud over ham er tættest på døden.
På sin vis er denne anden del af Francois Ozons trilogi om sorg og død temmelig trist og forstemmende at se på. Død og undergang scorer ikke publikumsroser og billetsucces`er.
Men det lykkes alligevel Ozon at vise det fantastiske dialektiske forhold i modsætningen og enheden mellem liv og død.
I en smuk scene giver Romain således sin liv videre til menneskeheden ved at gå i seng med en tilfældig kvinde, hvis mand er erklæret steril.
Parret ønsker sig brændende et barn.
I en anden scene betragter Romain en ammende mor og nyfødt baby. Optimismen brænder sig frem trods hans egen dødstragedie.
Og det er som om, han indser, at han ikke kan gå alene i døden uden at have sagt farvel til menneskeheden og fællesskabet.

Tid til afsked. Af Francois Ozon. Premiere i dag i blandt andet Grand, København.