Rygtet siger, at huspriserne nu endelig begynder at falde. Det var også på tide! Meget af myten om den megen velstandsforøgelse under vores nuværende regering har at gøre med disse enormt oppustede huspriser

af Kjeld Stenum
Skattelettelser for de mellemstore og store indkomster har i snart mange år gjort boligmarkedet til sælgers marked. Og prisernes himmelflugt gjorde bankerne mere end syge efter at låne penge ud til såvel investeringer i boligrenovering som til rent og skært forbrug, for det var snart umuligt at have behov for blot tilnærmelsesvist at belåne et hus op til skorstenen for ikke at sige op over den.
Dette er den reelle kerne i myten om os rige danskere, der har det så godt, at vores eneste problem er, om vi først skal anskaffe bil nummer to eller fritidshus. For der er da uden tvivl en del danskere, som falder i den kategori.
Man skal bare huske, at de, hvis rigdom skyldes lån på høje huspriser, pynter sig med lånte fjer. Der er også mange danskere, som falder udenfor. Og nu, hvor huspriserne - måske - begynder at tabe pusten, lærer de, som har sikret sig lidt ekstra skillinger til forbrug af den ene eller den anden art ved at belåne huset blot op til tagrenden, nok hurtigt hvor hule penge, de har haft mellem fingrene. Den gæld, som blot nåede tagrenden, kan stige til langt over skorstenstop omtrent i løbet af nul komma fem. Eller rettere, gælden bliver hvor den var, men huset står på kviksand og synker.
Man har fortalt os, at vores velstand aldrig har været så stor som nu, og at problemerne i vores samfund er en slags forkælelsesproblemer: Vi kan for eksempel ikke forstå, hvis vore børn ikke skal opleve helt den samme store velstandsfremgang i deres institutioner og skoler, som vi selv gør det i vores hverdag. Og så bliver vi vrede.
Jeg ved ikke rigtigt, om jeg hører med i den kategori af danskere, som regeringen regner med, når de fortæller os, at velstanden aldrig har været så stor som nu. Det burde jeg vel gøre. Som jord- og betonere hører vi nok til de lavtlønnede, men i den bedre ende. Samtidig har boligprisernes himmelflugt jo også igennem lang tid gjort det attraktivt at investere i byggemarkedet, så vi har haft rigeligt at rive i. Men jeg har nu hverken parcelhus eller bil. Det er heller ikke fordi jeg har oplevet den helt vilde lønfest. Faktisk har vi haft meget lidt lønfest. Det står slet ikke mål med efterspørgslen på arbejdskraft, og det har nok både noget at gøre med den EU-dikterede øgede konkurrence fra østeuropæere og med svækkelsen af vores fagforeninger, fordi vi ikke længere må lave eksklusivaftaler.
Så er nogle af os jo husejere og har fået del i velstandsforøgelsen ad den kanal. Men hvor mange handler det om?
Jeg omgås jo til daglig kun en meget begrænset kreds af kolleger, men skulle jeg lave statistik ud fra os, er det højst halvdelen af os, som har eget hus, og det er langt ude på landet og i den billigste kategori. Nogle har så både hus og fritidshus, men det er af en ganske speciel grund. Nemlig at de har voksne børn.
Især de unge indenfor vores branche har ikke råd til at etablere sig overhovedet, endda selv om de måske har stort behov for det, med små børn og alt det der. Så klarer man sagen ved indenfor familiens rammer at have både hus og fritidshus, og så bor de unge i fritidshuset og de gamle i det nedlagte husmandssteds stuehus, og det bliver der ikke skrevet om nogen steder. Lægger de unge sig børn til, bytter man rundt, uden at der bliver skrevet om det nogen steder heller.
Så skal jeg dømme ud fra den lilleverden, jeg i min dagligdag går rundt i, så er der nogle, der ikke har nogen som helst velstandsforøgelse at juble over. Og det er de unge børnefamilier.
Er der noget, der er typisk for dem, så er det nok, at de ikke lige står og spekulerer på at skaffe sig bil nummer to. For rigtig mange af dem er problemet, hvordan de overhovedet skal klare at etablere sig med de huspriser, vi har. Og har de etableret sig, er det så kort tid siden, at de har måttet sætte sig i milliongæld.
De er ikke kommet med i statistikken over Danmarks mange nye millionærer. De har ikke noget ud af, at huspriserne er så høje, som de er, for de skylder det hele væk. Til gengæld kommer de virkelig i klemme, hvis huspriserne for alvor begynder at falde, for det gør deres milliongæld ikke.
Jeg kan godt forstå, hvis der skal meget lidt til, før folk i sådan en situation går på gaden, jeg kan ikke forestille mig en grovere forhånelse af dem end at kalde dem forkælede. Og det er jo et stort spørgsmål, hvor lidt det 'lidt', der nylig drev dem på gaderne, egentlig var.
Skoler og institutioner har jo skåret ned i mange år, tag blot ud og se på en vilkårlig skole, så skal du se et sted, der trænger til bygningsrenovering! Der er behov for stærkt øgede investeringer i de ting. Men de fleste af de ny kommuner, vores regering har påstået havde penge til overs til sådanne øgede investeringer, rapporterer jo, at overskuddet er forvandlet til underskud på grund af uforudset store udgifter til kommunalreform.
Det er godt for de unge mennesker, som endnu ikke har etableret sig, hvis huspriserne falder.
Og de, som har taget for store lån i deres endnu dyre huse: Ja, det er barsk lærdom, men det dummeste man kan gøre, det er at lægge ansvaret for éns tilværelse i en andens hænder - især hvis denne anden er en stor grådig følelseskold bank.