18 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Lad børnene lege

Lad børnene lege

Onsdag, 01. november, 2006, 00:00:00

Barnet kan sagtens mestre dets egen tilværelse, blot der er nogle voksne, der er parate til at træde til, når barnet ønsker det, mener forfatterne bag ny bog

af Eigil Nielsen
Bogen Det dobbelte barn, der er udgivet under redaktion af Hugo Hørlych Karlsen og Erik Sigsgaard, ønsker at gøre opmærksom på legens betydning i en tid, hvor de bestemmende politikere ønsker at presse selv mindre børn ind i stramme indlæringssituationer.
De retter imidlertid ikke blot deres kritik mod visse politikeres ekstreme ønske om at indpiske mere eksakt, kontrollerbar viden i de stakkels børns hjerner, men mod struktureret indlæring i det hele taget.
I en beundringsværdig respekt for barnet ser de det i stand til at mestre dets egen tilværelse, blot der er nogle voksne, der er parate til at træde til, når barnet ønsker det.
Ud fra denne idealiserede indstilling må de tage afstand fra, at den voksne aktivt søger at blande sig i barnets udvikling med det formål at påvirke barnet i en bestemt hensigt.
Ud over redaktørernes fælles indlæg indeholder bogen betragtninger fra fire udenlandske forfattere, der er fælles om at understrege legens betydning for den angst, som er det dominerende træk hos de beskrevne børn. (et halvt hundrede gange anvender de ordet angst!)
Et gennemgående træk er også en analyse på et psykoanalytisk, freudiansk grundlag.
Fælles for alle bogens forfattere er, at de tager afstand fra en struktureret pædagogik, hvor pædagogen ud fra sin viden søger at give børnene nogle tilbud, der svarer til deres aldersmæssige udvikling. De mener, at pædagogerne hermed kvæler barnets mulighed for leg, især fri leg.
Den strukturerede pædagogik i dens rene, oprindelige form kan man stifte bekendtskab med blandt andet .a. i Kjeld Rasmussen og Stig Brostrøm: En nødvendig pædagogik (1981). I deres beskrivelse er der plads til alle former for leg i den planlagte dagligdag.
I de to her nævnte bøger er to modpoler i den pædagogiske diskussion trukket frem.
Men når det kommer til stykket er det vel undertrykkende tendenser hos nogle pædagoger og i høj grad regeringens intentioner i dag, man bør tage afstand fra - ikke det, at nogle voksne mener, at de har noget at byde børnene.

Hugo Hørlych Karlsen og Erik Sigsgaard.
Det dobbelte barn.
Klassiske tekster om barnets leg, indre liv og ydre verden. Med tekster af Peller, Heinsohn, Knieper og Korczak. 273 sider. 248 kr.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


01. nov. 2006 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:15

Kultur