18 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

En musikalsk kamæleon i topform

En musikalsk kamæleon i topform

Torsdag, 02. november, 2006, 00:00:00

Beck har gjort det, han gør bedst, nemlig at ryste genreposen så godt at der til sidst udspringer alskens mutanter og hybrider såsom blues`et hiphop og elektronisk country

af Tobias Petersen
Beck har været i gang med materialet til The Information siden 2003, umiddelbart efter hans akustiske plade Sea Change.
The Information blev lagt på hylden til fordel for albummet Guero, som i 2005 blev en ydmyg succes. Efter udgivelsen af Guero, fortsatte han så arbejdet på The Information og derfor er den, helt naturligt, blevet en blanding af Sea Change`s melankolske ærlighed og Guero`s legende excentricitet.
Beck har gjort det, han gør bedst, nemlig at ryste genreposen så godt at der til sidst udspringer alskens mutanter og hybrider såsom blues`et hiphop og elektronisk country.
Han bringer teksterne i fokus, og i modsætning til de to tidligere albums, finder man på The Information et gedigent gennemgående tema: Nutidens teknologi ødelægger det sociale samvær; fysisk kontakt er blevet erstattet med sms og email.
De tre første sange er også de tre højdepunkter på albummet. På Elevator Music, Think I`m In Love og Cellphone`s Dead fortæller han med sin letsindige stemme og vakkelvorne rap om en nutid med falske facader og ligegyldig musik.
Produktionen er i centrum, og det er ikke en tilfældighed at Beck har hyret Nigel Godrich (Paul McCartney, Radiohead) til at dreje på knapperne. Lyden er nemlig fuldstændig punktlig og mange af sangene giver lytteren en falsk følelse af impulsivitet hvilket giver et skarpere billede af Beck, et billede vi ikke har set i mange år fra multikunstneren.
Beck Hansen er en musisk kamæleon i topform, men albummet har desværre en masse trættende sange, som ikke fungerer som andet end fyld.
Beck har ikke lavet et fuldendt album siden Mutations fra 1998 og selvom The Information er et stort skridt i den positive retning, er det ikke helt nok.

Beck. The Information. Interscope.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


02. nov. 2006 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:15

Kultur