I et par skærveknusere her for nylig har jeg forsøgt at gå i kødet på det ¤¤demokrati¤¤, som blandt andre vores statsminister jo mener er så hellig en værdi, at han er parat til at sende soldater ud i verden for med vold og drab at gennemtvinge den også der

af Kjeld Stenum
I vores moderne kommunikationssamfund har vi teknologien til et langt mere direkte demokrati. Men det direkte demokrati, hvor i princippet alle deltog i diskussion og beslutninger, har eksisteret langt bagud i historien som de undertryktes organisationsform.
Det er også det, vi kalder rådsdemokrati eller sovjetdemokrati. Sovjet er det russiske ord for råd. Under de russiske revolutioner i 1905 og 1917 organiserede borgerne sig i råd, det gjaldt arbejderne, det gjaldt soldaterne, og det gjaldt bønderne.
Man havde haft en lignende organisering under Pariserkommunen, som Marx havde berømmet, men det var nu ikke fra Marx, russerne havde ideen, det var snarere en tradition, man havde overtaget fra de feudale russiske bondelandsbyer.
Det var heller ikke Pariserkommunen, der først fandt på det med direkte demokrati. Allerede under den borgerlige engelske revolution i midten af 1600-tallet organiserede soldaterne i Cromwells hær sig i råd, en organisationsform, der dog blev opløst, efterhånden som den engelske revolution blev mere og mere repressiv overfor de fattigste.
Ja, nogle mener endda at kunne spore direkte demokrati og rådsorganisering helt tilbage til plebejerne i Romerriget en tre århundreder før vores tidsregning.
Sovjetterne spillede en afgørende rolle under den russiske revolution og umiddelbart efter. Op til revolutionen i 1917 blev det bolsjevikkernes politik, at de skulle være rygraden i den socialistiske statsdannelse. Derfor kom staten til at hedde Sovjetunionen.
Rådene var slet ikke oprindeligt i bolsjevikkernes magt, de var i folkenes magt, mange politiske strømninger var repræsenteret, og kun i ledende byers sovjetter havde bolsjevikkerne flertal. Men de var udtryk for en anden politisk vilje end det folkevalgte russiske parlament, dumaen, for de ville fred og revolution, dumaen ville russisk deltagelse i første verdenskrig og kontrarevolution.
Dumaen sammensattes ved landsdækkende valg med års mellemrum i et kæmpestort land af analfabeter, mens rådshierarkiet blev bygget op fra lokalt plan ved hyppige, omtrent månedlige valg. Hvem kan sige, at dumaen var et mere ægte udtryk for folkets vilje end rådene?
Rådene forfaldt imidlertid allerede i de vanskelige første år efter revolutionen med borgerkrig og et skrigende behov for genopbygning, Sovjetunionen blev kun formelt set en union af sovjetter, og det reelle centrum for de politiske beslutninger blev bolsjevikkernes parti.
Denne udvikling tager man ofte som et bevis på, at direkte demokrati er en naiv utopi, der alt for let lod sig bruge af for eksempel målrettede bolsjevikker som redskab for indførelse af diktatur, derfor er borgerligt repræsentativt demokrati med et folkevalgt parlament det eneste reelt levedygtige alternativ til totalitære systemer.
Det har modstandere af direkte demokrati sagt i mange år, også længe før den russiske socialismes endelige skibbrud. Men det er en myte. I hvert fald kan man ikke tage den russiske revolution til indtægt for den opfattelse.
Dels var det russiske parlament, dumaen, jo reelt endnu mindre levedygtig end rådene i den russiske revolution. Og de 'professionelle' politikere i dumaen evnede langt dårligere at træffe de fornødne beslutninger end de arbejdende mennesker i rådene.
Dels skyldtes rådenes forfald ikke, som myten siger, at den brede befolkning er for naiv til så vidtgående deltagelse i vidtgående politiske beslutninger og bliver kuppet og forført. For rådene forfaldt ikke indefra og blev ikke kuppet af bolsjevikkerne.
De forfaldt, fordi de reelt tabte til markedsanarkiet som samfundsøkonomiske beslutnings- og planlægningscentre. Der var nød i det store land efter borgerkrigen, og blandt andet for at sikre, at alle i byerne havde til brød på bordet, holdt bolsjevikkerne kunstigt kornpriserne nede.
Dette gjorde, at mange bønder holdt deres korn tilbage og gemte det til det grå eller sorte marked. Dette grå eller sorte marked blev hurtigt så omfattende, at det reelt var det og ikke rådenes politiske beslutninger, der styrede den økonomiske udvikling. For at imødegå dette og sikre kornleverancerne greb bolsjevikkerne til tvangsinddrivelse af korn, en tvangsinddrivelse, der undertiden blev altfor hårdhændet og generelt gjorde alt for store mængder af bønderne til revolutionens modstandere.
Situationen stabiliseredes først med Lenins berømte NEP-politik, der var et skridt tilbage for socialismen og planøkonomien til fordel for et skattesystem og markedskræfter.
For at undgå, at den manøvre skulle medføre socialismens forfald, mente Lenin, det var nødvendigt at styrke grebet om statsmagten. Det blev så bolsjevikkerne, der måtte træde ind og styrke grebet om statsmagten, for på det tidspunkt havde rådene allerede længe ikke fungeret. Konklusionen på dette er naturligvis, at det ikke var det direkte demokratis skyld, at totalitarismen vandt frem i den unge socialistiske republik, det var tværtimod de selvsamme individualiserede egoistiske markedsinteressers skyld, som styrer økonomien i vore skindemokratiske samfund.
Bortset fra det opstår direkte demokrati for at styrte diktaturer, ikke som led i at indføre det. Når der virkelig skal kæmpes mod diktatur er borgerlig parlamentarisme nemlig ikke meget bevendt.
Tværtimod er der flere eksempler på, at diktaturer er blevet etableret i ly af borgerlig parlamentarisme, for eksempel nazisternes Tredje Rige i Tyskland.