Maleren N.L. Stevns kom fra yderst nøjsomme kår. Fra folkedybet. Almuens hårde livsbetingelser gennem generationer formede hans tilgang til livet

af Jørgen Tang Holbek
På Kastrupgård vises i øjeblikket en stor udstilling med den danske maler Niels Larsen Stevns.
Udstillingen har tidligere været vist på museet for religiøs kunst i Lemvig (omtalt i Arbejderen 8. juli i år).
N.L. Stevns kommer, som hjemstavnsnavnet siger, fra den lille landsby Gevnø på det sydøstlige Stevns. Han voksede op i et yderst nøjsomt miljø, hvor faderen ernærede sig som tækkemand og træskomager, og senere som skærvehugger, da han ikke længere kunne klatre rundt på tagene.
Egnen var stærkt grundtvigiansk præget; men også socialt og politisk vakt, hvilket kom til at præge Stevns liv og virke afgørende.
Stevns blev som 12-årig ramt af en alvorlig betændelse i knæene, der bandt ham til sengen og krykkerne det meste af sin barndom og tidlige ungdom. Her måtte han ty til egen beskæftigelse, han læste alt hvad han kunne få fat på, og begyndte samtidig at modellere og skære i træ, undervist af husflidsskolens lærer. Ved samme lærers mellemkomst, begynder han senere, 19 år gammel, som elev på Vallekilde Højskole. Og her bliver hans kunstnerdrømme for alvor vakt.
Forstander Ernst Trier hjælper ham her, om end tøvende, med at udforme en ansøgning til Teknisk skole i København, og vedlægger sin anbefaling til vennen Jensen Klint, der også underviste på Kunstakademiet. `
Samtidig kom Stevns i lære som dekorationsmaler, og bliver udlært i 1887. Året inden var han som 22-årig også begyndt på Kunstakademiet.
Her følte han sig imidlertid totalt umulig og dummere for hver dag der gik. Det blev derfor ikke til mere end et år på denne billedkunstens konservative højborg.

Ny luft
I stedet sprang han, som så mange andre talentfulde og originale begavelser dengang, over til Kunstnernes Frie Studieskole under ledelse af Kristian Zarthmann.
Skolen havde på det tidspunkt til huse på en af de øvre etager på det gamle hotel Phoenix i Bredgade (senere dagbladet Land og Folk`s hus). Netop på dette sted kunne man forestille sig digteren Otto Gelsted, som var en yderst kompetent kender og kritiker af det moderne maleri, ankomme på et af sine rutinemæssige besøg i Land og Folk`s kantine. Se ham sætte sig ind i den gamle malersal, og lade tankerne og fantasien køre derudaf ved synet af de mange gamle malerklatter, der stadig lå og sprællede under den tykke gulvlak.
Her på denne skole fik Stevns for alvor ny luft.
Stevns fik imidlertid først ret sent i sit liv mulighed for at være sig selv i sit arbejde, for fuldt og helt at kunne hellige sig udviklingen af sit eget kunstneriske sprog og udtryk, og samtidig også kunne ernære sig ved dette!
Mange af de ideer, teorier og strømninger, han havde stiftet bekendtskab med, blandt andet under sin studietid på Zarthmanns skole (først og fremmest impressionismens teori), men også den påvirkning, han havde været udsat for fra Joachim Skovgaards side, under hans mangeårige ansættelse under denne, i forbindelse med den store frescoudsmykning af Viborg Domkirke, havde skærpet hans sans for det maleriske udtryk, og forholdet mellem form og indhold.
Arbejdet med udsmykningen af Viborg Domkirke, som først afsluttedes i 1913 efter 14-15 års intenst og slidsomt arbejde, havde Niels Larsen Stevns deltaget i fra først til sidst. Som Skovgaards mestersvend.

Selvstændighed
Først omkring 1920, hvor han er i midten af 50`erne, får Stevns sin første selvstændige opgave; en altertavle til en jysk kirke.
Langsomt, men sejt og vedholdende får han nu selvstændiggjort sig i forhold til sin stærke læremester. Hans mange studierejser til syden, især Frankrig og Italien, og studiet af de gamle mestre, tjener også til hans maleriske frigørelse, og han udvikler efterhånden helt sin egen farveteori og metodik.
Han ser det som sin opgave først og fremmest at male lyset, fange dette flygtige og omsætte det til malerisk stof, og det lykkes ham som ingen anden før i dansk kunst - og europæisk med for den sags skyld!
Lyset kaster sig som i en besyngelses- og kærtegnsrus ind over jorden og dens skabninger. Dette kommer især til udtryk i hans store akvarel-serier og sene landskabsmalerier, foruden i hans store og imponerende fresco-udsmykninger. Først og fremmest i de to største; frisen i Odense i H.C. Andersen Museet, der skildrer Andersens liv og levned, og friserne i Hjørrings gamle hovedbibliotek, som efter min opfattelse er hans absolutte hovedværk. Her skildrer han storslået vigtige dele af Vendsyssels historie, ikke mindst i stykkerne om Skipper Clement og bondeoprørene. Begge disse kraftpræstationer hører til blandt hovedværkerne i dansk malerkunst.

Almuen
N.L. Stevns kom som nævnt fra yderst nøjsomme kår. Fra folkedybet. Almuens hårde livsbetingelser gennem generationer formede hans tilgang til livet. Arbejdsomhed, beskedenhed, pligtfølelse og offervillighed var nøglebegreberne for disse, som kom fra samfundets nederste lag. Det hele som oftest holdt på plads af en stærk kristen tro.
Stevns var et sådant religiøst menneske; men samtidig besad han et viltert og utæmmeligt sind, der gjorde, at han måtte ty til yderligheder. Det gjorde han gennem sine æstetiske bestræbelser i sin kunst, hvor han tilførte maleriet en ny og vidunderlig kraft, og politisk gik han først til Hørups møder, senere til Staunings; et ryk bort fra sin hjemegns bonde-Venstre.
Det er ikke til at sige, hvad han i dag ville have ment om de såkaldte nykristne frimenigheder, der også herhjemme myldrer op. Som forbillederne i United Bluff, med deres evindelige og ulidelige budskab om succes og 'er du fattig og syg din stakkel, er det din egen skyld!' Skræmmende eksempler på sådanne menigheder er Scientology-kirken og lignende forkyndelsesforretninger, eksempelvis Faderkirken på Nørrebro.
Men jeg tør påstå at Stevns ikke kun ville have forbandet disse. Han ville også have malt dem direkte ned i det hede hule helvede.

Niels Larsen Stevns og verdens lys.
Kastrupgårdsamlingen.
Kastrupvej 399.
Åben Tirsdag-søndag 14-17, onsdag 14-20. Mandag lukket.