Hvis du synker til bunds i USA risikerer du at ende i Paradis blandt white Trash, den hvide underklasse. Den oplevelse kan du få i Turbinehallerne

af John Bruun
Himlen græder i fine silende stråler - vi græder med. For Ditte Hansen har leveret en kraftpræstation som Blanche i Omstigning til Paradis, der bliver knust i den amerikanske drøm.
Energisk flirtende. Balancerende på en knivsæg mellem følelser og intellekt. Mellem den pæne løgn og den sandhed, der hele tiden truer med at smadre hendes anstrengelser for at blive accepteret, vinde værdighed og kærlighed. Jeg får lyst til at springe op i sandet på scenen i håbet om at kunne værne hende og give hendes opkogte sind lidt hvile.

Kynisme og terror
Blanche ankommer i sporvognen Desire, (Begær/brændende ønske), til hendes søster Stella, Maria Rossing, som bor i et slumhul kaldet Paradis. Paradis er et af de mange under-samfund i USA, som har sit eget magt-hierarki, traditioner og moral.
Den polske indvandrer Stanley, Zlatko Buric, regerer. Han er Stellas mand, og han skal nok få knækket Blanches rest af stolthed og forsøg på at hykle sig bedre end de andre i Paradis. Buric er kynismen selv. Beregning og terroriserende magt lyser ud af ham. Men Stella holder ham, hun er ikke bange for ham og har brug for hans beskyttelse og en far til det barn, hun venter.
Hun har accepteret livet, som det former sig i Paradis, og har ingen drøm om at stræbe efter noget andet.

Herlig og forfærdelig
Som naboer har hun det herlige/forfærdelige par Eunice og Steve Hubbel, Bodil Jørgensen og Thomas Bo Larsen. De lever livet i en lang brandert. En plade der kører i samme rille. Steve bedrager Eunice og bliver tilgivet hver gang. Thomas Bo Larsen gestalter modigt og overbevisende et pjok af en mand med underbukserne nede om røven og en fjer klemt op mellem ballerne og Bodil Jørgensen talent for at spille og tale vrængende, klagende og spydigt og slå over i ondskabsfuld latter eller hysteri er eminent.
Morten Eisner spiller Harold med energi, saft, kraft og smerte. Den sidste af husets venner. Han lever ensomt med sin mor og vil faktisk gerne erobre Blanches hjerte, men tør ikke gøre oprør mod Stanleys magt og sige skråt op med fordommene og hykleriet, da han hører umoralske historier om Blanches fortid.

Filmisk
Scenografien er som en filmscene anbragt midt i Turbinehallens store rum - Gulvet er den sandede gårdsplads mellem to forfaldne træ-rønner - den ene i to etager med skillevægge af gamle plast-rester.
Ved hjælp af lys, lyd og regnvejr skabes filmiske klip. Lugten af våde planker og vådt sand giver en fornemmelse af at være meget tæt på historien og fortætter atmosfæren.
Stykket havde urpremiere i 1947 og Tennessee Williams modtog USA's vigtigste litteraturpris, Pulitzer-prisen, for stykket.
Det Kongelige Teaters udgave er ikke bundet til midten af forrige århundrede. Det kunne lige så godt være i dag - og det er måske det mest skræmmende og provokerende at opleve og tænke på.

Omstigning til Paradis af Tennessee Williams. Iscenesættelse: Emil Hansen. Scenografi: Christian Lemmerz. Lysdesign: Jesper Kongshaug. Opføres af Det Kongelige Teater i Turbinehallerne indtil 9. december.