De kunne i deres studentikose fortid snakke solen sort, være klogere og mere udholdende i endeløse kværnende diskussioner om at være rigtigst. Nu kaster de sig igen ud i at tilfredsstille sig selv og sit ego

af Nick Bruun
Med rødvinstænder og diabolske grin er Nicolas Bro hovedrollen i denne gamle historie om menneskets pagt med djævlen. Fornyet af instruktøren Katrine Wiedeman på Det Kongelige Teater i København.
Scenografien er drejet om en kæmpe bog, hvis sider åbenbarer forskellige lokaliteter. Bogen er dobbeltseng, skov, symbol på teori og omdrejningspunkt for Faust.
Faust (Jens Jørn Spottag) er den lærde, en nørd der lever i bøgernes verden og synes at de er utilstrækkelige. Utilstrækkelige i stræbenen efter selve meningen med livet.
Teorien spiller så at sige fallit for ham. Hans assistent (Tom Jensen) forstår ham ikke. Ser stadig liv og præstige i den akademiske boldgade. Faust er klar til at udfordre og udforske det sanselige, kødelige og fysiske.
Det har Djævlen Mefisto (Nicolas Bro) og Gud (Tom Jensen) lavet et væddemål over. Farverne skifter nu til sort og rød. Herefter ruller den klassiske historie sig ud.

Bro danner bro
Det, der springer i øjnene er dét sammenstød mellem den klassiske tekst - det gammeldags sprog og de fortidige figurer i stykket - og så den pågående fysiske spilestil, de ironiske, komiske indslag og den moderne koreografi med dans og optrin.
Nicolas Bro har rollen som dyret Mefisto - og denne rolle får han formet som en bro mellem det gamle og det nye med sin spillestil og eminente diktion og sprogbehandnling, således at stykket bliver ved at holde sig flyvende og levende.Det er en fantastisk flot præstation.

Meningen med livet?
Mefisto-figuren tromler afsted med sin politik - nydelse, nydelse og atter nydelse. Lidenskab, erotik, måske kærlighed. Omkostningerne betales senere. En sort-hvid fremstilling af virkeligheden.
Faust er nået til bunds i den læste viden og har ikke opnået erkendelse og tilfredsstillelse. Derfor kaster han sig over følelserne og giver sig hovedkulds i kast med sin stræben efter erkendelse i den boldgade. Her giver stykket mening i vor tid - billeder af mennesker, der i deres studentikose fortid kunne snakke solen sort og være klogere og mere udholdende i endeløse kværnende diskussioner om at være rigtigst. For så senere i livet at kaste sig hovedkulds ud i en ligeså opslugende betagethed af at tilfredsstille sig selv og sit ego.
Faust er skrevet i slutningen af 1700tallet i en tid, hvor det enkelte menneske blev sat mere og mere under lup. Men her danner den gamle tekst forbindelse til nu.
Instruktøren Katrine Wiedemann har valgt den gamle tekst, og er tro mod den historie, hun dog har beskåret med to-trediedele. Ud af dét er der kommet en frådende, lumsk og beregnende Mefisto i en meget pågående og fysisk stil. En kæmpende Faust, der halser efter noget uopnåeligt. Og en masse billeder, der svøber stykket ind i en nyere indpakning.
Måske skulle Wiedeman have været mere tro mod sig selv, og skrevet stykket selv med fri hånd over temaet Faust.
Stykket er glimtvis fascinerende i kraft af spillerpræstationer, sceniske på-fund og flotte optrin.Men den helstøbte historie var svær at se og mærke.

Faust. Af J.W. von Goethe. Det Kongelige Teater. Instruktion: Katrine Wiedemann, Scenografi: Martin Tulinius. Medvirkende: Laura Kold, Kirsten Olesen, Frank Theil, Julie Agnete Christensen, René Vinter og Tore Munch
Spiller frem til den 11.dec.